Dansker klar til vild handel i Premier League
Tottenham Hotspur, der har danske Johan Lange på lønningslisten som sin tekniske direktør, forbereder sig på et stort sommertransfervindue i Premier League.
Klubben fra det nordlige London har angiveligt to profiler fra Premier League-klubben Wolves øverst på ønskelisten i form af Matheus Cunha og João Gomes.
Ifølge TheBoyHotspur er Tottenham klar til at afsætte op mod 1 milliard kroner for at sikre begge spillere, da klubben ønsker en markant forstærkning af truppen forud for den nye sæson.
Matheus Cunha har været en af Wolves’ største profiler denne sæson og har tiltrukket interesse fra flere Premier League-klubber, herunder Arsenal og Liverpool.
Den brasilianske angriber er kendt for sin teknik og bevægelighed uden bold, og han har spillet en nøglerolle for Wolves, siden han kom til fra Atlético Madrid i 2023.
Cunha, der tidligere har optrådt for RB Leipzig og Hertha Berlin, har leveret imponerende præstationer i England og står i denne sæson noteret for 15 mål og fire assists i 29 kampe.
Den 25-årige spiller forlængede for nylig sin kontrakt til 2029, men har en frikøbsklausul på knap 600 millioner kroner, som Tottenham muligvis vil udløse for at hente ham til London.
João Gomes også i Spurs’ søgelys
Samtidig har Spurs også blikket rettet mod João Gomes, der vurderes til at koste omkring 350 millioner kroner.
Den 24-årige midtbanespiller skiftede fra Flamengo til Wolves i 2023 og har siden etableret sig som en stærk defensiv og central midtbanespiller med solid fysik og evnen til at styre spillet.
Gomes har i denne sæson spillet 31 kampe, scoret fire mål og leveret to assists for Wolves, og Tottenham ser ham som en ideel forstærkning – særligt fordi Yves Bissouma forventes at forlade klubben.
Tottenham sender stærkt signal
Bestyrelsesformand i Tottenham, Daniel Levy, har tidligere understreget, at klubben vil fokusere på “smarte investeringer”, hvor man agter at balancere økonomien med strategiske forstærkninger.
Hvis Tottenham formår at sikre både Cunha og Gomes, vil det være et stærkt signal om klubbens ambitioner – især hvis de samtidig slår rivaler som Arsenal og Liverpool i kampen om Cunhas underskrift.
Med transfervinduet lige om hjørnet bliver Tottenhams jagt på Wolves-stjernerne én af de helt store historier at følge denne sommer.
Den tidligere Tottenham-stjerne Harry Kane åbner i øvrigt for en sensationel tilbagevenden til Premier League. Læs mere her.