Dårligt nyt for Filip Jörgensen
Filip Jörgensen fik en sjælden startplads i Premier League, da Chelsea forleden havde besøg af West Ham.
Her var det det sædvanlige førstevalg Robert Sanchez, der måtte tage plads på bænken, mens den danske U21-landsholdsmålmand var foretrukket i målet for The Blues.
En beslutning, der kunne tyde på, at Enzo Maresca, Chelseas italienske manager, måske ser Filip Jörgensen som Chelseas førstemålmand.
Men nu er der noget, der kan pege i en helt anden retning. Nemlig i retning af, at ej heller Filip Jörgensen for alvor begejstrer Enzo Maresca.
For Chelsea havde interne snakke om at hente en ny målmand i januar, skriver Football Insider.
Som bekendt bragte klubben ikke en ny keeper til Stamford Bridge, men ifølge Football Insider skyldtes det, at man ikke kunne finde et passende transfermål.
Dog må det tyde på, at Chelsea går med overvejelser om at forstærke målmandsteamet, og det er unægteligt dårligt nyt for danske Filip Jörgensen, der indtil nu har kæmpet med Robert Sanchez om pladsen mellem stængerne på Stamford Bridge.
Filip Jörgensen kom til Chelsea fra Villarreal i sommer. I Spanien var danskeren fast mand i målet hos Den Gule Ubåd, som Villarreal kaldes.
22-årige Filip Jörgensens kontrakt med Chelsea løber helt frem til sommeren 2031.
Læs også: Store roser til Højlund: – Han gør det helt fantastisk
Chelseas næste opgave venter på lørdag. Her er det Brighton, der er modstanderen i FA Cuppen.
Øverst i artiklen finder du højdepunkterne fra Chelseas sejr over West Ham.