David Nielsen revser Erik ten Hag efter taktisk beslutning
Det så længe ud til, at Manchester United kunne hive en komfortabel sejr i land i den første af to kvartfinaleopgør i Europa League hjemme mod Sevilla på Old Trafford torsdag aften.
Men selvom De Røde Djævle var foran 2-0 ved pausen, så ændrede måltavlen karakter i slutningen af kampen, hvor Sevilla blev lukket ind i opgøret.
Det lykkedes den andalusiske storklub at score to gange. Begge mål var selvmål af Manchester United-spillere. Første gang blev et skud afrettet via Tyrell Malacia, mens det anden gang gik ud over anføreren, Harry Maguire.
LÆS OGSÅ: United-legender kritiserer samme spiller efter nedtur
Dermed venter der et svært returopgør i næste uge i Sevilla. Erik ten Hag kan dog ikke være tilfreds med alle sine beslutninger i løbet af torsdagens opgør. Sådan lyder analysen fra TV 2-eksperterne David Nielsen og Mads Junker.
Og særligt beslutningen om at skifte Bruno Fernandes ud, vækker undren hos TV 2's fodboldekspert David Nielsen.
– Når man tager en så vigtig spiller som Bruno Fernandes ud på det tidspunkt og ender med at give en 2-0-føring fra sig, så er det ikke optimalt – og slet ikke, at han ikke selv er interesseret i at komme ud og hvile. Ten Hag må kende Bruno Fernandes så godt, at han godt ved, at han kan og vil spille, når han er derinde. Så det her er sådan en fejl, man helst ikke vil lave som træner. Det tror jeg gerne, han ville have gjort om – specielt med resultatet in mente, siger David Nielsen til TV 2.
Mads Junker istemmer David Nielsens analyse, og han mener, at hollænderen nu bør kigge sig selv i spejlet, for han slog tonen an, ved at foretage udskiftningen af Fernandes.
LÆS OGSÅ: Liverpool idømt bøde