De bliver ved: Manchester City tæt på fysisk monster
Transfervinduet er i fuld gang, og du kan følge det døgnet rundt her på PLBOLD.DK. FØLG TRANSFERVINDUET 24/7 HER.
Manchester City har planer om at handle stort ind i dette transfervindue.
Omar Marmoush, Abdukodir Khusanov og Vitor Reis nævnes igen og igen, men der er også andre spillere, som klubben forsøger at slå kløerne i.
Nu kan den engelske journalist Alan Nixon dele en interessant nyhed om den engelske storklub.
Læs også: Dortmund vil handle hos Thomas Frank
Han skriver således, at The Cityzens ser ud til at vinde kampen om den 18-årige Juma Bah. Planen er at købe ham i AIK Freetong. Det unge stortalent er lige nu udlejet til spanske Real Valladolid.
Prisen for stopperen ventes ikke at blive særlig høj, men det engelske mesterhold har lagt en plan.
Han skal nemlig købes og derefter udlejes til Real Valladolid i de kommende 18 måneder. Det vil altså først være i sommeren 2026, at han kommer til England.
I Real Valladolid har han i denne sæson formået at etablere sit navn i La Liga. Her er det blevet til 11 kampe for den 18-årige stopper, som har en imponerende fysik.
Med sine 195 centimeter rager han godt op i vejret, og derudover har han allerede bygget en masse muskler på kroppen. Han er derfor i stand til at dominere sine modstandere med sin fysik.
Udover fysikken er han dog også en ganske habil boldspiller, men her er der stadig plads til forbedring. Derfor er han heller ikke vurderet til at være god nok til at spille for Pep Guardiolas mandskab endnu.
I stedet er planen, at han skal udvikle sig hos Real Valladolid det kommende halvandet år. Derefter kan det være, at han kan bruges på førsteholdet hos Manchester City.
Juma Bah kommer fra Sierra Leone, hvor han stadig venter på sin landsholdsdebut. Allerede i efteråret 2023 var han ellers med på bænken for første gang.