Annonce
Annonce
Annonce
Annonce
Annonce

De vil hente Christian Eriksen

Af Emil Plovgaard
29.11.2024 Kl. 21:32

Christian Eriksen ventes at forlade Manchester United, når denne sæson er omme.

Her har danskeren kontraktudløb med Manchester United, som han har været tilknyttet siden sommeren 2022.

LÆS OGSÅ: Bekræfter: Manchester United vil af med stort flop til januar

Det har ført til alskens spekulationer om, hvor Christian Eriksen i den kommende sæson kan befinde sig.

Og én af de klubber, der er blevet meldt ude efter danskeren, er den skotske storklub Celtic.

Økonomien kommer dog formentlig til at spille en afgørende rolle for Christian Eriksens næste destination, og her kan skotterne ikke følge med.

Danskeren tjener i omegnen af 1,3 millioner kroner om ugen hos De Røde Djævle – en løn, Celtic ikke kan tilbyde.

Sådan lyder meldingen fredag aften fra mediet Football Insider.

Ifølge mediets egne ord kommer Celtic ikke i nærheden af at tilbyde den løn, som han for tiden tjener. Og det kan forhindre en handel i at ske til januar.

Derfor må et skifte formentlig vente til sommeren 2025, hvor der dog vil være flere klubber om buddet.

Brendan Rodgers ønsker at forstærke sit mandskab, og det ville være en stor tilføjelse at kunne bringe danskeren til Glasgow.

Eriksen har været en fast bestanddel af United-truppen i indeværende sæson, hvor han indtil videre står noteret for 14 optrædener på tværs af samtlige turneringer. Det er blevet til fire scoringer og tre oplæg.

I alt har Christian Eriksen spillet 86 kampe for Manchester United, der har vundet det engelske mesterskab 20 gange.

Der er dog også andre muligheder i spil, og i et interview med Tipsbladet torsdag fortalte den italienske transferjournalist Gianluca di Marzio, at Christian Eriksen sagtens kan havne i Danmark.

– Ajax afhænger af deres træners idéer, for han (Francesco Farioli, red.) har fundet den rigtige løsning på midtbanen, i forhold til deres spillestil. Inden de fik deres nuværende cheftræner, var Ajax interesseret i ham (Eriksen, red.), men lige nu ville det give mening for ham at komme tilbage til Danmark og afslutte en fantastisk karriere, siger Di Marzio til mediet.

Ifølge Viaplay-ekspert Per Frimann er det oplagt, at den danske midtbanespiller skifter til F.C. København.

– Jeg kunne godt tænke mig, at FC København hentede Christian Eriksen. Det er nok dem, der har bedst mulighed for at gøre det, fortalte Frimann tidligere på måneden til Viaplay.

Christian Eriksen har kontraktudløb hos Manchester United ved sæsonens udgang, og han fortalte i forbindelse med landsholdsterminen tidligere på måneden, at han ikke havde hørt fra klubben.

LÆS OGSÅ: Manchester United forhandler med superagent

– Jeg har ikke fokuseret på det endnu, og jeg har heller ikke hørt noget fra klubben. Der er en masse forskellige ting at se til lige nu. Så det handler bare om fodbold nu, og så må vi se, hvor vi står til januar og for den sags skyld til sommer, fortalte Eriksen til den fremmødte presse.

Seneste nyt

Annonce
Annonce
Annonce
Annonce