Den danske legende i Chelsea
Fodboldhistoriker og forfatter Michael Kjærbøl har kigget på en af Premier League-rundens kommende kampe. Dette er anden del af en serie.
Det mondæne og fashionable Chelsea
Chelsea har altid været associeret med det mondæne og fashionable West End. Klubhistorien afslører da også, at Chelsea FC var projekteret som professionel fodboldklub af entreprenante forretningsfolk, allerede inden man havde spillet en eneste fodboldkamp, ja, før klubben i det hele taget eksisterede. En lokal virksomhedsejer fik den vision, at han ville bygge et kæmpestort stadion med en massiv tribune på den grund hvor Stamford Bridge blev opført. Han forsøgte at trække Fulham til ”Broen”, men the Cottagers foretrak den billigere leje i det sydlige London. Skulle projektet lykkes, måtte man i sagens natur have en hjemmebaneklub, og på den baggrund stiftedes Chelsea FC i 1905. Chelsea blev altså oprindeligt sat i verden for at opfylde et kommercielt behov.
Til at begynde med spillede den nye klub i et mintgrønt outfit, for at hædre klubbens præsident, jarlen af Cadogan, der også var Viscount af Chelsea. Den temmelig grimme, lysegrønne trøje var hans ”racing colours”, altså den farve som jarlens jockeyer bar til galopløb. Allerede i oktober 1906 skiftede klubtrøjen til den velkendte kongeblå. Bukserne var hvide helt indtil 1964, hvor de blev ændret til blå.
Chelsea fik ret hurtigt en vis sportslig succes og spillede i 1. division allerede før 1. Verdenskrig. Det var ikke mindst i kraft af to af verdens absolut bedste spillere på den tid; angrebsfænomenet Vivian Woodward og danske Nils Middelboe. Begge spillede som amatører, hvilket var en smule paradoksalt med Chelseas baggrund som kommercielt projekt. Middelboes tilstedeværelse som kontinental spiller i engelsk fodbold var noget helt usædvanligt og næsten unikt. Den gængse opfattelse dengang var at udlændinge ikke havde nogen plads i fodboldens moderlands bedste række. Men danske ”Long Legs” skabte kæmpe respekt omkring sin person, og blev Chelseas ”club captain”.
Logoet var til at begynde med et stiliseret billede af den velkendte ”Chelsea Pensioner”.
Umiddelbart er en pensionist ikke et indlysende kælenavn for en fodboldklub der gerne skulle kendetegnes ved ungdommelig livskraft og styrke. Kælenavnet hænger sammen med den fine gamle hæderkronede institution, the Royal Hospital, der er beliggende i Chelsea-bydelen i London. Hospital betød oprindeligt pension/herberg, og i 1600-tallet oprettede man adskillige sådanne bosteder for krigsveteraner. Alternativet for de gamle krigskarle var ellers meget ofte hjemløshed, tiggeri og vagabondering. Herbergerne gav veltjente gamle soldater et værdigt otium. Der bor i dag 300 Pensioners på the Royal Hospital, og de er kendt vidt og bredt for deres flotte røde uniformer. Englands fineste ”hospital” for veteraner lagde således våbenmærke til Chelsea FC.
Da Nils Middelboe spillede for Chelsea 1913-22 indeholdt kampprogrammerne (the Chelsea Chronicle) altid en tegning med en gammel Pensioner, der typisk lavede sjov med den kommende modstanders maskot. Han kunne eksempelvis være udstyret med en haglbøsse for at jage en snu ræv væk, når modstanderen var Leicester City, eller advare publikum mod ikke at undervurdere en aggressiv hanekylling, når Chelsea skulle spille imod Bradford (the Bantams).
I 1950’erne blev klubsymbolet med the Pensioner udskiftet. Den bedagede veteran blev efterhånden opfattet som en umoderne og utidssvarende maskot. Måske har det også forstyrret helhedsbilledet, at pensionærernes gallauniform er rød, og altså i kontrast til Chelsea FC’s blå dragter. Det oprindelige kælenavn gik efterhånden i glemmebogen og udskiftet med det – synes jeg – langt mere uinteressante og neutrale ”the Blues”.
Fortsættes…
