
Di Maria: Jeg forlader ikke Manchester United
For godt et års tid siden hentede Manchester United den argentinske stjerne, Angel Di Maria, i Real Madrid, men spillerens første sæson i Premier Leauge blev ikke, som hverken han eller klubbens mange fans havde håbet på.
Efter en god start i klubben med en række mål og assists gik det ned ad bakke for argentineren, der i flere omgange endte med at blive henvist til bænken.
Det har sat en masse spekulationer i gang i de forskellige medier, der i et stykke tid nu har sat Di Maria i forbindelse med et skifte væk fra Old Trafford.
Men nu tager spilleren selv bladet fra munden og fortæller, at han absolut ingen intention har om at forlade klubben denne sommer på trods af, at han ikke altid har følt sig godt tilpas.
– Jeg startede godt med mål og assists. Jeg havde det godt, indtil jeg kom væk førsteholdet. Det er lidt svært at forklare, hvorfor jeg ikke spiller, udtaler Angel Di Maria ifølge Manchester Evening News, der citerer det argentinske medie, Ole.
– Ja, min familie og jeg følte os utilpas, for ikke alt går efter min hensigt, da jeg ikke spiller. Jeg kom med en intention og endte i stedet på bænken. Det er svært at sige, hvad jeg føler dér, fortsætter Di Maria.
– Nej, jeg smutter ikke, fordi sådan er jeg ikke. I Madrid var der tider, hvor stadion piftede af mig, men det så jeg i øjnene og vendte om. Jeg kan godt lide at tage mig af ting. I adskillige år har jeg vist, hvad jeg er i stand til at gøre.