Dorgu-skifte i fare? Nye forhandlinger i kulissen
For to dage siden lød det fra mange steder, at Manchester United og Lecce var nået til enighed om en pris på danske Patrick Dorgu.
Onsdag kunne den italienske journalist og transferekspert Gianluca di Marzio fortælle, at de sidste detaljer i aftalen er ved at blive løst.
LÆS OGSÅ: På vej væk: Nu giver Casemiro lyd fra sig
Di Marzio fortalte desuden, at det var planlagt, at den 20-årige dansker skulle rejse til England for at gennemføre sit skifte til Manchester United.
Den danske landsholdsspiller har dog endnu ikke begivet sig ud på rejsen til Manchester, og det er der muligvis en helt særlig grund til.
Ifølge Salento Sport er der opstået en forsinkelse, og det skyldes, at Manchester United og Lecce ikke er nået til enighed om de sidste detaljer i aftalen, skriver mediet.
De to klubber er ved at færdiggøre en aftale til en værdi af 223 millioner kroner og yderligere 56 millioner kroner i form af bonusser.
Det er særligt sidstnævnte, der er i gang med at forsinke aftalen, da Serie A-klubben gerne vil vide sig sikker på, at bonusserne bliver opfyldt. De skal således være nemt opnåelige.
Så snart det sidste er på plads, ventes det, at Patrick Dorgu får grønt lys til at gennemføre sit skifte til Old Trafford.
Manchester United møder rumænske FCSB i Europa League torsdag aften, mens Lecce møder Parma i Serie A fredag aften.
Salento Sport mener at vide, at Dorgus skifte kan komme i stand, når disse to kampe er færdigspillet.
Fodboldekspert hos TV 2, Morten Bruun, er sikker på, at Patrick Dorgu nok skal få mange muligheder under Rúben Amorim hos Manchester United.
– Han er en spiller, der passer rigtig godt til det system, som Amorim med djævelens vold og magt vil spille. Der har Dorgu nogle redskaber. På den måde kan man sige, at han sikkert vil få mange muligheder af Amorim, siger eksperten til TV 2.
Bliver skiftet en kendsgerning, vil Patrick Dorgu havne på en tredjeplads over de dyreste danske fodboldspillere nogensinde, viser en opgørelse fra TV 2 SPORT.
Over ham ligger Rasmus Højlund og Jesper Lindstrøm på henholdsvis første- og andenpladsen. Højlund skiftede til Manchester United fra italienske Atalanta for omtrent 560 millioner kroner.
Mens Højlund forlod Støvlelandet, skiftede Lindstrøm i stedet dertil med sit skifte fra tyske Eintracht Frankfurt til Napoli i sommeren 2023.