Efter fyring: Cesc Fàbregas i spil til kæmpe job
Spanske Cesc Fàbregas er trods en meget, meget kort trænerkarriere allerede i spil til et virkelig stort job.
Han har gjort et godt stykke arbejde for italienske Como i denne sæson, og det har nu betydet, at han er blevet sat i forbindelse med jobbet hos RB Leipzig.
Den tyske storklub fyrede for nylig Marco Rose efter en skuffende sæson, og der er ikke blevet udpeget en permanent afløser for tyskeren.
Her menes Cesc Fàbregas at være i spil, men spanieren med en fortid i Premier League vil ikke gå ind i den snak.
– Mit fulde fokus er på Como. Jeg er meget glad her, har Cesc Fàbregas udtalt ifølge det tyske medie Bild.
Den 37-årige spanier blev ansat som cheftræner i Como sidste sommer, og forinden havde i et års tid været ungdomstræner og assistenttræner i den italienske klub.
Han har altså blot mindre end én sæson som cheftræner på øverste niveau, men alligevel har han tilsyneladende gjort et stort indtryk.
I løbet af sin spillerkarriere har han til gengæld opnået store bedrifter. Han har vundet både Champions League, EM og VM, og han har også løftet både Premier League- og La Liga-pokalen i løbet af sin tid hos blandt andre Chelsea og Barcelona.