Denne artikel er skrevet af Michael Kjærbøl.

Forud for weekendens Premier League-kamp mellem Tottenham og West Ham ser historiker og forfatter Michael Kjærbøl på rivaliseringen mellem klubberne, som bliver kaldt for Londons lille derby.

Når Premier League aktørerne vender tilbage til deres arbejdsgivere efter landskamps-intermezzoet, så er der dømt derby i London. Det såkaldte ”lille derby” mellem Tottenham Hotspur og West Ham United. For Spurs’ fans er Nordlondon-rivaliseringen det anspændte forhold til Arsenal det væsentligste lokalopgør, og for West Hams Hammers-fans er det historisk og traditionelt det såkaldte ”Dockers-derby” mod Millwall FC der har fyldt mest.

Men i de senere årtier er Spurs-WHU blevet et ægte prestigeopgør med ophedet stemning mellem supportergrupperingerne og masser af knald på. 

Det handler bl.a. om at Tottenham har excelleret i en række transfers, hvor West Ham-spillere har forladt East End og er skiftet til den liljehvide del af Nordlondon. Det gælder for eksempel Martin Peters, Paul Allen, Scott Parker og Jermain Defoe. Det har provokeret West Hams fanbase i betragtelig grad.

Alle tiders statistik de to kombattanter imellem viser at Tottenham historisk har udgjort en klar overmagt. Der er udkæmpet 212 indbyrdes kampe gennem tiderne, og Spurs har vundet 96. 52 er endt uafgjort og West Ham har sejret i 64. 

Sidstnævnte kan føre sin oprindelse tilbage til 1890’erne, hvor den stiftedes med base i jernstøberierne ved Themsen. West Hams helt originale spilledragt var mørkeblå med Union Jack på brystet. 

I 1897 arvede Thames Ironworks FC, som man kaldte sig på det tidspunkt, nogle flotte marineblå trøjer fra den hedengangne Castle Swift FC, men fra 1903 blev farverne de nu velkendte bordeaux og lyseblå. 

Det hændte nemlig i de dage at: En klub-coach der også var hurtigløber, udfordrede fire Aston Villa-skotter til et væddeløb. Coachen sejrede, men Villa-spillerne havde ikke råd til at betale for deres nederlag, og afgav som modydelse deres spilledragter. De blev så populære at man tog dem til sig i Østlondon. 

I 1900 skiftede klubben navn til det nuværende West Ham United, men våbenskjoldet bar fortsat præg af oprindelsen blandt pladesmede og jernstøbere, med de to krydsede hammere, og sådan er det fortsat hos The Irons, eller The Hammers, som de trofaste fans stadig kalder deres hjerteklub. 

West Ham er også klubben hvor man ”blæser bobler”. Når spillerne løber ind på hjemmebanen – i dag London Stadium, før i tiden Boleyn Ground/Upton Park – så blæser en stor maskine sæbebobler op i luften, samtidig med at hjemmepublikummet istemmer klubsangen ”I’m forever blowing bubbles”. Sangen fik sin forbindelse til klubben helt tilbage i 1920’erne, hvor supporterne overtog den fra en populær sæbereklame, og efterhånden er den blevet synonym for en klub, der aldrig har vundet et mesterskabstrofæ, men hvor det polerede tekniske spil har været det foretrukne koncept i umindelige tider.

I det blot tredje historiske opgør mellem Spurs og Hammers i 1899 sejrede førstnævnte med 7-0 og tilføjede dermed West Ham klubbens største nederlag nogensinde. 

En unik ligafortælling

I 1927 lagde White Hart Lane græstæppe til et brag af et lokalopgør som Tottenham vandt med 5-3. Turneringen 1927-28 udgjorde en helt unik fortælling. Ligaen var fuldkommen absurd tæt. Der var blot fire point mellem nummer ti og nummer 22 (og sidst) i slutstillingen, og på sidste spilledag kunne ni klubber teoretisk rykke ned. I det omtalte 5-3-opgør i november sejrede Spurs med landsholdsprofilerne Arthur Grimsdell, Frank Osborne og den vanvittigt populære wing, Jimmy Dimmock, og lagde sig lunt i tabellen inden juleprogrammet. Men så begyndte alle at slå alle, og halvdelen af ligaen kom i farezonen. Kun Everton skilte sig markant ud i toppen, ikke mindst i kraft af 60 scoringer (!) egenhændigt af legenden Dixie Dean.

I West Ham var der stor ballade efter 5-3-nederlaget til Spurs, og de to backs, John Hebden og George Horler blev prompte solgt til Fulham. Mistanken om bestikkelse lå latent under overfladen. Men the Hammers stabiliserede sig, med profilerne Jimmy Ruffell og all time topscoreren Vic Watson i spidsen, mens Spurs gled længere og længere tilbage i ligaen. Med fire runder tilbage så det dog ud til at man slap med skrækken, men med kun ét point i de sidste fire kampe, og et nederlag på sidste spilledag i Liverpool, var nedrykningen en trist realitet. Dermed endte Tottenham på 38 point, med Middlesbrough under sig med 37, og Portsmouth, Burnley, Manchester United, West Ham, Liverpool, Sunderland og Sheffield Wednesday sluttede alle med 39. 

Målrekorden med de otte scoringer blev tangeret i 1962, hvor et fuldkommen forrygende derby endte 4-4 foran 44.000 tilskuere på The Lane, der så Tottenhams skotske jernmand, forsvareren Dave Mackay score hele tre gange, mens bl.a. Martin Peters og Ronnie Boyce nettede på keeper Bill Brown og snuppede det ene point fra Tottenhams forsvarende mestre.

Pop, ping pong og standarddans

Siden har det knebet med ligatrofæer i begge klubber, men der har været garanti for intens underholdning i dysterne, bl.a. endnu et 5-3-opgør i 1976, hvor Tottenhams manager Keith Burkinshaw mente at den legendariske nordirske målmand, ”Big Pat” Jennings var blevet for gammel, og i stedet for ikonet satte unge Barry Daines i buret. Det var en skidt disposition, for på trods af blandt andet en flot scoring af supertalentet Glenn Hoddle, så sejrede West Ham, hvis forwardkæde bombede fem kasser ind bag den stakkels Daines. Det sidste søm i kisten blev slået i af en af engelsk fodbolds mest undervurderede angribere: Bryan ”Pop” Robson. Han er nok en lille sidehistorie værd.

Robson var lille (1,73) og relativt spinkel, og allerede i en ung alder fik han tilnavnet Pop på grund af det tynde hår og den høje pande, der gav et gammelmands- eller bedstefaragtigt look. Pop var nem at overse. Hans teknik var forholdsvis begrænset, og hovedspillet var middelmådigt. Men han kunne lave mål. Endda så godt, at han nemt kan måle sig med de største og bedste centerforwards, England har produceret. Pop var nemlig snu som en ræv. En ægte måltyv, der kunne forudse chancerne på lang afstand. Han var nok undselig af udseende, men modstanderne begik en massiv fejl, hvis de undervurderede ham. Han var nemlig giftig inde i boksen og iskold i afslutningssituationerne. 

Pop voksede op i Sunderland, men det blev rivalerne fra Newcastle United, der opdagede den lille forwards talent og skrev kontrakt med ham i 1962 som 17-årig. Han scorede i sin debutkamp mod Charlton Athletic samme år, men der var endnu meget at lære. I 1968 forsøgte Pop stadig at etablere sig som fast mand. Han var lovende nok – han garnede ni gange i 21 kampe den sæson – men det blev en slags intervention fra svigerforældrene og hustruen, der for alvor fik forløst talentet. Svigerfar og svigermor, ægteparret Lenny og Molly Heppell, var professionelle standarddansere og ejere af en natklub, the Fandango i Hexham. De fik den håbefulde forward overtalt til at træne dans. ”Du skal lære at bevæge fødderne, knægt,” sagde Lenny og designede et træningsprogram til svigersønnen. Når Pop ikke dansede, spillede han bordtennis med sin hustru Maureen, der var elite-pingpongspiller. Det gav timing, hurtigt benarbejde, rytme og en unik balance, hvilket gav fordele i boksspillet over for de hærdebrede defensive modstandere. Resultaterne fulgte prompte. I 1969 medvirkede Pop Robson til Newcastles triumf i UEFA Cup-turneringen, den dengang såkaldte Inter-Cities Fairs Cup. Og Robson begyndte at score mål i stimer. I 1971 blev Pop købt af Ron Greenwood til West Ham United for rekordbeløbet 120.000 pund. I West Ham kom Pop i selskab med Clyde Best, Geoff Hurst og Trevor Brooking i offensiven foran geniale Bobby Moore. Pop var som en fisk i vandet og scorede på samlebånd. Således altså også i det mindeværdige 5-3-derby. 

Med 265 mål i 674 ligakampe i den samlede karrierestatistik har England ikke haft mange angribere, der har været stærkere i boksen. Forunderligt nok – og faktisk lidt forargeligt – kastede det ikke så meget som en eneste landskamp af sig. Three Lions kunne ellers godt have brugt en træfsikker centerforward i kvalifikationerne til VM 1974, EM 1976 og VM 1978. Da var Pop Robson på toppen og scorede efter behag, mens det engelske landshold tørstede efter mål.

I PL-epoken har Tottenham excelleret med en sejr på 4-3 i 2007, hvor Jermain Defoe gjorde det grimme ved sine tidligere holdkammerater og lagde ved til bålet der fyrer op under ”det lille derby”.

I november 2015 begyndte det indbyrdes opgør med en afspilning af Marseillaisen i sympati med ofrene for de koordinerede terrorangreb i Paris få dage forinden, hvor 130 mennesker mistede livet. To scoringer af Harry Kane var med til at sikre Tottenhams 4-1-sejr.

De seneste otte møder har budt på tre sejre til hvert hold og to uafgjorte. Senest blev det 1-1 i april 2024 på London Stadium, hvor to tidlige scoringer af Kurt Zouma og Brennan Johnson banede vejen for en remis.