Emiliano Marcondes har fremtiden på plads
Den danske midtbanespiller Emiliano Marcondes har fremtiden på plads, og han fortsætter i engelsk fodbold.
På sin hjemmeside oplyser Norwich City nemlig, at klubben har udløst en option i kontrakten med danskeren, så den nye aftale nu gælder til sommeren 2026.
Emiliano Marcondes skiftede til Championship-klubben på en fri transfer i oktober sidste år, og han har sidenhen scoret fem mål og seks assists i 33 kampe for klubben.
Den 30-årige dansker har bidt sig fast som en vigtig spiller i Norwich, der for nylig fyrede cheftræner Johannes Hoff Thorup og assistenttræner Glen Riddersholm.
Det betyder dog ikke, at Emiliano Marcondes kommer til at være den eneste dansker i Norwich, der også råder over den tidligere Brøndby-spiller Oscar Schwartau, mens også halvtdanske Anis Ben Slimane er at finde i klubben.
– Emi har leveret et stort bidrag, siden han vendte tilbage her i efteråret. Han har bidraget en masse og han er blevet en nøglefigur både på og uden for banen.
– Vi er glade for at have sikret ham endnu en sæson og vil fortsætte samarbejdet med ham fremover, siger sportsdirektør i Norwich, Ben Knapper.
















