- En større skandale
Fodboldhistoriker og forfatter Michael Kjærbøl har kigget på en af Premier League-rundens kommende kampe. Dette er første del af en serie.
Lokalopgør med historisk ekko
Der skete noget historisk bemærkelsesværdigt på et hotel i London i januar 2005.
Nogle gange er der begivenheder og hændelser, der – i efterrationaliseringens klare bakspejl – kommer til at markere skillelinjer, en ny kurs og retning for udviklingen. I dette tilfælde varsledes et magtskifte blandt de største londonske klubber.
Arsène Wenger havde opbygget et helt særligt brand i Arsenal. ”Le Professeur” havde fornyet og revitaliseret The Gunners’ spillestil og udtryk. Under den franske manager havde man aflagt sig et tungt omdømme med et defensivt og lidt kedeligt koncept, og i stedet iklædt sig en friskere og mere boldbesiddende tilgang. Taktisk sværgede Wenger til det offensive og tekniske spil, men som manager og chef havde den grå eminence en mere forsigtig og konservativ ideologi. Forretningen Arsenal FC var økonomisk stramt styret. Spillernes kontrakter var underlagt et lønloft og man agerede ud fra et princip om, at man ikke genforhandlede ansættelser før man gik ind i spillernes sidste kontrakt-år. På transfermarkedet var Wenger tilbageholdende og han havde en stærk personlig aversion imod de stærkt akkumulerende priser på aktørerne.
Foruden at være en stærk taktisk ideolog, lå Wengers styrke i udviklingsarbejdet med ”rå talenter”, spillere der, trods umiskendeligt talent, ikke havde formået at slå helt igennem på højeste niveau. Hans evner udi man-management var sublime, og mandskabsplejen var grundlaget for at folk som Thierry Henry, Patrick Vieira, Robin van Persie og mange flere kunne etablere sig som verdensstjerner. Med mesterskabet i 2004 markerede Arsenals ”Invincibles” sig som et af engelsk fodbolds stærkeste mandskaber gennem historien. Men tiden og udviklingen var ved at løbe fra Wengers principper. Hos konkurrenterne i Chelsea FC var man i fuldt sving med at foretage en overhaling i høj fart. På Stamford Bridge havde manager José Mourinho helt anderledes strategiske holdninger på en række områder, og Chelseas økonomiske bagmænd var mere end villige til at sætte West End’erne op i højeste internationale gear.
I januar 2005 mødtes Mourinho og direktør Peter Kenyon på et hotel, i dybeste hemmelighed, med Arsenals elegante venstre back, Ashley Cole. Formålet var at overtale Cole til at gennemtvinge en transfer til rivalerne. Mødet fik store konsekvenser.
Pressen fik nys om det gedulgte rendezvous, og det afstedkom en større skandale, for hele set up’et var nemlig i strid med det gældende regelsæt i engelsk fodbold. Wenger blev rasende og Arsenals direktør, David Dein, indklagede Chelseas forretningsførere for Premier Leagues tribunal. Det kostede de implicerede store bøder, og Coles omdømme og popularitet i Arsenal var mildt sagt kraftigt påvirket. Spilleren udtalte at han følte sig skidt og uretfærdigt behandlet af klubben, men underskrev alligevel en kontraktforlængelse i sommeren 2005. Chelsea fortsatte imidlertid med at presse på for en transfer, og i juli 2006 skiftede Ashley Cole til The Blues. Så Arsenal vandt ”sagen”, men Chelsea fik spilleren. Og sikrede sig dermed en af de bedste engelske venstre backs i historien. Skiftet kom til at stå som et symbol på, at Chelsea-lokomotivet buldrede afsted, mens Arsenal i nogen grad stod plantet på perronen.
For tilhængerne kom transfersagaen til at forstærke den dårlige stemning mellem de to klubbers fangrupperinger. Traditionelt har Tottenham Hotspur været Arsenals ærkerivaler, men i de senere år har opgørene med Chelsea fyldt næsten lige så meget.
Fortsættes….
