Engelsk storklub overvejer fyring: Her er afløseren
Der er en mulig fyring under opsejling hos en af de store klubber i engelsk fodbold, og der er udpeget en mulig afløser.
Det er The Athletic, som kan fortælle, at den sportslige ledelse hos Tottenham kraftigt overvejer at skille sig af med Ange Postecoglou efter denne sæson.
Tottenham vil dog lade australieren få resten af sæsonen, inden det potentielt ender med en fyring.
Meldingen går på, at uanset hvordan Tottenham klarer sig i den resterende del af sæsonen, er australieren i stor fare for at blive fyret.
Til sommer vil den 59-årige træner have ét år tilbage af sin kontrakt med klubben, men det er ikke sikkert, at han får lov til at fuldføre aftalen.
Tottenham er stadig med i Europa League, hvor tyske Eintracht Frankfurt venter i kvartfinalerne. I Premier League er klubben langt fra de europæiske pladser lige nu.
Den sportslige ledelse hos Tottenham har også allerede flere navne på blokken til at kunne tage over for Ange Postecoglou.
En af dem er danske Thomas Frank, som har forhandlet med en anden engelsk klub, men Brentford-træneren er dog ikke førstevalg.
Det er Bournemouths spanske succestræner Andoni Iraola derimod, men The Cherries vil kæmpe hårdt for at beholde den tidligere forsvarsspiller.
Han har i sine snart to sæsoner i spidsen for Bournemouth gjort et fornemt stykke arbejde.