Er det her Mikel Artetas store problem?
Det endte uden vinder, da Mikel Artetas mandskab onsdag aften havde besøg af Crystal Palace.
I en kamp, hvor Jakub Kiwior og Leandro Trossard scorede Arsenals to mål, måtte Arteta samtidig se sit mandskab indkassere to mål, og så var det 2-2, der blev kampens resultat.
Efter kampen kritiseres særligt én af Mikel Artetas beslutninger.
Undervejs i opgøret var Arsenal foran – ikke bare en, men faktisk to gange.
Alligevel formåede først Eberechi Eze og siden Jean-Philippe Mateta at udligne The Gunners’ føring.
Faktisk er det noget, der markerer en tendens for Mikel Artetas Arsenal. For det er intet mindre end niende gang i sæsonen, at Arsenal spiller en Premier League-kamp uafgjort, som de ellers førte undervejs.
Det skriver statistikmediet Opta.
Videre oplyser Opta, at det er flest af alle hold siden Tottenham Hotspur i sæsonen 2007/08.
En bemærkelsesværdig Arsenal-statistik, der ganske givet peger på et af Mikel Artetas helt store problemer.
Mens Arsenal har haft svært ved at holde fast i deres Premier League-føringer, har de omvendt gjort det godt i årets Champions League, hvor de er det eneste tilbageværende engelske hold.
I semifinalerne møder de Paris Saint-Germain, der undervejs i årets turnering har sendt både Liverpool og Aston Villa ud.
Den første af de to semifinaler, Arsenal skal spille, venter den 29. april på Emirates Stadium. Returopgøret spilles den 7. maj på Parc des Princes.