
Fem Premier League-spillere der kan blive topscorer ved VM
Mohamed Salah blev topscorer i den forgangne sæson, men det er næppe sandsynligt, at han også bliver topscorer ved VM i Rusland. Derimod synes Harry Kane at have bedre chancer, da England er havnet i en pulje, hvor det kan blive til et par store sejre i gruppespillet.
De to målslugere fra Premier League er dog langt fra de eneste spillere fra den bedste engelske række, som kan komme på måltavlen ved VM i Rusland.
Hos bookmakerne er de fire største favoritter til at blive topscorer ved slutrunden Lionel Messi, Neymar, Antoine Griezmann og Cristiano Ronaldo. Vores fokus ligger dog på Premier League-spillerne, og derfor har vi kigget på de fem spillere fra Premier League, som har en mulighed for at blive VM-topscorer.
Romelu Lukaku (Belgien)
Manchester Uniteds store angriber sluttede sæsonen af med en skade, men han er blevet helt klar til VM-slutrunden, og her kommer han til at være Roberto Martinez’ foretrukne mand i angrebet. Belgien har gode muligheder for som minimum at nå kvartfinalen, og i det indledende gruppespil kan Romelu Lukaku sagtens komme til at score flere mål mod både Panama og Tunesien. Han scorer i hver anden landskamp, og han har haft en god sæson i Manchester United.
Gabriel Jesus (Brasilien)
Det ser ud til, at Gabriel Jesus bliver den foretrukne spiller i det brasilianske angreb, hvor han har stor konkurrence fra Liverpools Roberto Firmino. Den 21-årige angriber har haft en fornuftig sæson i Manchester City, og på landsholdet har han gjort kometkarriere med ni mål i 16 kampe. Gabriel Jesus har også fordel af, at Brasilien kan forventes at nå rigtig langt ved VM-slutrunden i Rusland.
Eden Hazard (Belgien)
Det har ikke været en supergod sæson for Eden Hazard i Chelsea, men på det belgiske landshold kommer han til at starte på en frisk. Han er den foretrukne straffesparksskytte, og med spillere som Kevin De Bruyne og Romelu Lukaku omkring sig vil al fokus ikke være på Chelsea-stjernen, som han er vant til. Hvis han ønsker at komme videre fra Chelsea, vil en stor slutrunde kun være med til øge interessen for ham. Hvis Belgien kommer rigtig langt, kan Eden Hazard være en outsider som VM-topscorer.
Harry Kane (England)
Tottenham-stjernen hører til blandt verdens bedste angribere, og han bør helt sikkert komme på måltavlen i Rusland. Spørgsmålet er dog bare, om England kommer langt nok, til at han får kampe nok til at score mål. Det engelske spil er meget afhængigt af Harry Kane, og hvis han præsterer som i Tottenham, kan englænderne godt komme blandt de sidste otte, og så kan han være et godt bud på en topscorer.
Sergio Agüero (Argentina)
Det er muligvis angriberens sidste VM-slutrunde, og han vil hungre efter at vinde verdensmesterskabet, som han var så tæt på i 2014. Sergio Agüero hører til blandt verdens bedste angribere, og han vil have gode arbejdsbetingelser med spillere som Angel Di Maria og Lionel Messi til at servicere sig. Der er dog konkurrence i angrebet, hvor både Gonzalo Higuaín og Paulo Dybala også byder sig til.