Fem spillere kan erstatte Mohamed Salah
Er det slutningen af Liverpool-karrieren for Mohamed Salah, som vi er vidner til lige nu? Måske.
Egypteren har kontraktudløb ved udgangen af juni 2025, og der er ingen meldinger om, at en ny aftale er lige på trapperne.
Samtidig svirrer rygterne om et stort sommerskifte til Saudi Arabien for kantspilleren, som heller ikke har været på sit bedste niveau et stykke tid for Liverpool nu.
Vi ved ikke, hvad der kommer til at ske – men her ser vi på fem spillere, der kan erstatte Mohamed Salah.
Rafael Leão (AC Milan)
En af de bedste spillere i Serie A gennem flere sæsoner efterhånden. 24-årige Rafael Leão har været en bærende kraft for AC Milan, og portugiseren har nogle helt unikke kvaliteter, som stadig kan blive bedre, men der er også en udfordring. For hans udgangspunkt er i venstre side – modsat af Salah. Det må Liverpools nye manager dog finde ud af, hvordan han vil løse. En mulighed er at have Leão bredt i højre side, når Trent Alexander-Arnold trækker ind på den centrale midtbane.
En anden udfordring kan dog også blive prisen for portugiseren. AC Milan har papir på ham til sommeren 2028, og en pris på over 850 millioner kroner er der flere gange blevet skrevet om i italienske medier. Et salg af Salah kan dog skabe grobund til at smide mange penge efter en afløser.
Nico Williams (Athletic Bilbao)
Som bare 21-årig er han blevet en fast del af det spanske landshold og er en stor profil for sit klubhold. Han har lavet syv mål og 14 assists i 33 kampe denne sæson, hvilket er ganske gode tal for en spiller, der ikke hører til på et tophold. Han er lynhurtig, driblestærk og stadig med et stort uudnyttet potentiale.
Ligesom Leão spiller han også som udgangspunkt i venstre side. Samtidig har han også en lang kontrakt med Athletic Bilbao, der er vant til at få høje priser for sine stjerner. Derfor vil Williams også blive dyr for Liverpool.
Jamal Musiala (Bayern München)
Hvis Liverpool vil hente en spiller med virkelig høj klasse, må Musiala stå højt på listen. Han er en klassespiller, og der er få spillere i verden, der er bedre til at drible og agere i små rum. Han er som sådan ikke vant til at spille med udgangspunkt i højre side. Han har primært ligget til venstre eller centrale.
Han har kun to år tilbage af sin kontrakt med Bayern München, og der har allerede været rygter om, at klubber som Manchester City og Chelsea har kig på ham. Liverpool vil med fordel melde sig ind i den kamp om den blot 21-årige Musiala
Johan Bakayoko (PSV Eindhoven)
Den 21-årige belgier er den første spiller, som vi nævner, der også spiller på højre kant til daglig. Det gør han hos hollandske PSV Eindhoven, hvor han har gang i en forrygende sæson. 13 mål og 14 assists er det blevet til fra hans fødder. Han har også samlet erfaring fra Champions League og landsholdet.
Bakayoko er lynende hurtig og en forrygende dribler. Han er stadig rå på nogle områder, og det vil være et stort spring direkte fra den hollandske liga til Liverpool. Det kan måske holde Liverpool fra at købe ham, selvom han formentlig kan være den billigste af de fem spillere.
Kvicha Kvaratskhelia (Napoli)
Efter sin vilde 2022/23-sæson skulle georgieren bruge lidt tid på at komme i gang denne sæson. Nu er han dog kommet efter det og 19 målinvolveringer i Serie A er absolut godkendt fra hans side. Også han spiller til venstre, men han er dygtig med begge fødder og bør også kunne bruges i højre side hos Liverpool.
Han har kontrakt med Napoli til 2027, og den italienske klub har ikke for vane at være nemme at forhandle med. Ikke desto mindre har han nogle kvaliteter og et topniveau, som Liverpool må kunne se en interesse i. Der skal stadig arbejdes med stabilitet, men den 23-årige georgier kan være et godt bud på en afløser for Salah.
Læs også: Her er fremtidsmulighederne for Christian Eriksen