Forhandler med Rasmus Højlund-afløser
Hverken Rasmus Højlund eller Joshua Zirkzee har scoret tilstrækkeligt med mål for Manchester United i indeværende sæson.
I weekendens kamp mod Leicester blev det dog til mål for Rasmus Højlund for første gang i 21 kampe.
LÆS OGSÅ: Rasmus Højlund sælges for 448 millioner
I samme periode har Zirkzee blot fået netmaskerne til at blafre sølle tre gange.
Det er endnu uvist, hvor mange penge, der vil være til rådighed for klubbens cheftræner, Rùben Amorim, i det kommende transfervindue til sommer som følge af medejer Sir Jim Ratcliffes drastiske nedskæringer i de seneste måneder.
Men ifølge Sky Sport i Tyskland (via London Evening Standard) forbereder klubben sig på, at der skal hentes en opgradering ind for Rasmus Højlund, så snart transfervinduet åbner.
Det forbereder De Røde Djævle sig allerede nu på, og derfor er der udformet en ønskeliste bestående af fire angribere, ligesom forhandlingerne allerede nu er i gang, skriver mediet.
Blandt andre er Benjamin Sesko fra RB Leipzig at finde på ønskelisten, og det er en spiller, der også er på blokken hos eksempelvis Arsenal, der i to transfervinduer har forsøgt at hente den slovenske angriber.
Viktor Gyökeres fra Sporting CP er en anden spiller, der tiltrækker sig interesse fra Premier League, herunder også Arsenal, mens United altså også har den tidligere Coventry-målmager på sin dosmerseddel.
Det ventes, at begge angribere koster på den forkerte side af 60 millioner pund, svarende til 533 millioner kroner.
Samtidig forlyder det dog, at både Sesko og Gyökeres ønsker at forlade deres nuværende arbejdsgivere til sommer.
Eintracht Frankfurts Hugo Ekitike, der har en fortid hos Vejle Boldklub, og den udstødte Napoli-stjerne Victor Osimhen har ligeledes fundet vej til ønskelisten.