Annonce
Annonce
Annonce
Annonce
Annonce

Fritstillet af United: Nu reagerer Mason Greenwood

Af Emil Plovgaard
21.08.2023 Kl. 14:24
Mason Greenwood reagerer på sin fritstilling.

Manchester United har denne mandag offentliggjort resultatet af en seks og en halv måned lang intern undersøgelse af Mason Greenwood.

Af undersøgelsen konkluderes det, at det er mest passende for ham at fortsætte karrieren andetsteds.

 

Nu har hovedpersonen selv reageret på den belastende sag, der betyder, at han ikke længere kan spille for den klub, han har optrådt for siden 2007.

– Jeg vil gerne begynde med at fortælle, at jeg forstår, at folk vil dømme mig på baggrund af, hvad de har set og hørt på sociale medier, og jeg ved, at folk vil tænke det værste.

– Jeg er vokset op med, at vold eller overfald i ethvert forhold er forkert, og jeg har ikke gjort noget af det, jeg er beskyldt for, og i februar blev jeg renset for alle anklager. Jeg kan dog fuldt ud acceptere de fejltagelser, jeg har begået i forholdet, og jeg tager min del af ansvaret for de situationer, som har ført til opslag på sociale medier.

– Jeg er i gang med at lære at forstå mit ansvar for at være et godt forbillede som professionel fodboldspiller, og jeg er fokuseret på det store ansvar, der er forbundet med at være en far, lige såvel som en god partner.

– Dagens beslutning har været en del af en samarbejdsvillig proces mellem Manchester United, min familie og mig. Den bedste beslutning for os alle og for mig er, at jeg fortsætter karrieren et andet sted end Old Trafford, hvor min fortid ikke vil være en distraktion for klubben.

– Jeg vil gerne takke klubben for deres støtte, siden jeg kom hertil som syv-årig. Der vil altid være en del af mig, som er United.

– Jeg er enormt taknemmelig for min familie og mine kære, som har vist mig støtte, og nu er det op til mig at tilbagebetale den tillid, der er blevet vist mig.

– Jeg vil gerne være en bedre fodboldspiller, men mere vigtigt; en bedre far, en bedre person, og at bruge mine talenter på en positiv måde, både på og uden for banen, lyder det fra Greenwood.

Greenwood har ikke spillet for Manchester United siden januar 2022, og det kommer han med al sandsynlighed heller ikke til igen.


TOPHISTORIER LIGE NU

Annonce