Fyring i Premier League: Manager er færdig
Premier League-sæsonen er ved at gå på hæld.
Vi har endnu ikke fundet en mester, men to nedrykkere er fundet.
Således står det klart, at både Leicester og Southampton må en tur ned i Englands næstbedste række fra den kommende sæson.
Leicester rykkede ned efter et 1-0-nederlag til Liverpool, og nedrykningen koster nu klubbens manager, Ruud van Nistelrooy, jobbet.
Det erfarer talkSPORT.
Van Nistelrooy overtog trænerposten på King Power Stadium i november efter Steve Cooper. Inden da havde han varetaget rollen som midlertidig boss hos Manchester United.
Hos Leicester er det blot blevet til to sejre i 20 Premier League-kampe, og derfor har skriften længe stået skrevet på væggen.
Artiklen fortsætter efter billedet.

Samme medie bedyrer i øvrigt, at 37-årige Cesc Fabregas er favorit til at tage over. Den tidligere Arsenal-stjerne er i øjeblikket at finde på sidelinjen hos Serie A-klubben Como, der befinder sig på en fornem 13.-plads i tabellen.
Fabregas er ikke noget fremmed bekendtskab i engelsk fodbold, hvor han tilbragte otte sæsoner, inden han forlod Arsenal i 2011. Det blev til 303 kampe for The Gunners.
I 2014 vendte han tilbage til London, hvor han skrev under på en kontrakt med Chelsea. Han hjalp The Blues med at vinde to Premier League-titler.
Englands U21-landstræner Lee Carsley og den tidligere Southampton-boss Russell Martin overvejes angiveligt også.
Der resterer stadig fem kampe af Leicesters Premier League-sæson. Det er uvist, om Van Nistelrooy er at finde på trænersædet til lørdagens udekamp mod Wolves.
Læs de seneste nyheder fra Premier League her.