Giftig kommentar: Derfor vil White ikke spille for England
Det er blevet en rigtig stor historie i England, at Ben White har afvist at ville stille op for sit land på nuværende tidspunkt.
Indtil videre har der været mange gisninger om, hvorfor Arsenal-profilen har ønsket ikke at blive udtaget. Nu kan The Telegraph rapportere, hvad der er gået forud for Whites beslutning.
Det er den assisterende landstræner Steve Holland, som er manden, der har fået White til at sige fra.
Ifølge The Telegraph begyndte det med, at Steve Holland spurgte Kyle Walker ind til Manchester Citys præstationer den foregående sæson. White fik samme spørgsmål, og her svarede forsvarsspilleren, at han ikke kendte svaret.
Angiveligt har Holland responderet med, at det var fordi, at White ikke interesserer sig nok for fodbold.
Det fik i sidste ende White til at træffe beslutningen om, at han ville forlade den engelske landsholdslejr under VM i 2022.
Da White leverede beskeden til landstræner Gareth Southgate om at tage hjem, troede Southgate og resten af staben, at der ikke længere var et problem mellem White og Holland.
Ordudvekslingen mellem White og Holland var efter sigende også sket foran flere landsholdskollegaer, hvilket var medvirkende til Whites beslutning.
Ydermere var White heller ikke tæt på spilletid på landsholdet, men det var dog ikke en nøglefaktor i beslutningen ifølge den engelske avis.
Hverken Southgate, Arsenal eller White har ifølge avisen ønsket at kommentere på oplysningerne.