Gigantklub vil have brandvarm Arsenal-dansker
Det er nok de færreste fodboldfans i Danmark, der ikke ved, hvem Chido Obi-Martin er.
Den 16-årige danske har i flere omgange fyldt overskrifterne i den internationale sportspresse grundet sine vilde præstationer for Arsenals U18-hold.
Første gang skete efter en kamp mod Liverpools U18-hold, hvor han scorede hele ti mål.
Anden gang var i sidste måned, da han scorede syv mål i en kamp mod Wolverhamptons U18-hold, der sikrede ham en rekord i Arsenal.
Præstationer går heller ikke ubemærket hen hos andre klubber.
Grundet sin alder må Chido Obi-Martin ikke skrive under på en professionel kontrakt med Arsenal. I de engelske fodboldregler lyder det, at det først må ske, når han er 17 år.
Det betyder også, at andre klubber kan snuppe ham for næsen af Arsenal, hvor det i nogle lande er tilladt at lave professionelle kontrakter, når spillerne er 16 år.
Tidligere er klubber som Anderlecht og Dortmund blevet meldt interesseret i den danske komet, og nu er en endnu større klub kommet til bordet.
Daily Telegraph beretter i dag, at Bayern München meget gerne vil have fingrene i Chido Obi-Martin.
Ifølge avisen er Arsenal meget opsatte på at få ham til at blive i London-klubben og er i dialog med angriberens nye agenter.
Såfremt han skifter væk fra Arsenal, vil The Gunners modtage en kompensation, da Chido Obi-Martin har underskrevet en stipendium kontrakt med Arsenal.
Chido Obi-Martin fylder 17 år den 29. november i år.
Læs også: Arsenal-dansker er et af de største talenter nogensinde