Gik amok: Nu bryder Rüdiger tavsheden
Antonio Rüdiger har sendt en undskyldning, efter at han blev udvist ved at kaste is mod dommeren i Real Madrids nederlag til FC Barcelona i Copa del Rey-finalen.
Rüdiger var inden udvisningen blevet skiftet ud og befandt sig på bænken, da han og holdkammeraten Lucas Vazquez begge blev udvist, da de reagerede voldsomt efter en forseelse på Kylian Mbappé i den forlængede spilletid.
I sin rapport af kampen noterede kampens dommer, Ricardo de Burgos Bengoetxea, at den tidligere Chelsea-stjerne blev udvist, da “han kastede et objekt fra det tekniske område, som jeg undveg”.
Ifølge spanske medier var det en isterning, som Rüdiger sendte af sted mod kampens dommer.
Rüdiger kan nu se frem til en lang karantæne for episoden i slutningen af Copa del Rey-finalen, som Barcelona vandt med 3-2 takket være et sent mål i den forlængede spilletid fra Jules Koundé.
I det disciplinære kodeks fra Det Spanske Fodboldforbund hedder det sig, at sådan adfærd kan straffes med karantæne i op til 12 kampdage.
Hvis episoden betegnes som et overfald på dommeren, kan Rüdiger i stedet se frem til seks måneders karantæne.
– Der er ingen undskyldning for min adfærd i aftes. Jeg er meget ked af det. Ked af det over for dommeren.
– Vi spillede en meget god kamp fra 2. halvleg og frem. Efter 111 minutter var jeg ikke længere i stand til at hjælpe holdet, og kort før slutfløjt begik jeg en fejl, skriver Rüdiger søndag ifølge London Evening Standard.
Senere blev den engelske midtbanespiller Jude Bellingham også udvist på grund af utilbørlig adfærd.
Samtidig forlyder det, at Carlo Ancelotti forlader Real Madrid.
Læs de seneste nyheder her.
















