En optakt af fodboldforfatter og -historiker Michael Kjærbøl.

Det er ikke kun for Steve Cooper, at der står meget på spil i fredagens match mellem Leicester City og Nottingham Forest. Cooper blev som bekendt fyret i Nottingham kort før jul i fjor, men står nu i spidsen for Leicester med bl.a. adskillige danske landsholdsspillere. Der vil derfor være ekstra fokus på manageren med det søvnige udseende, når der er kickoff på King Power Stadium, men faktisk går rivaliseringen imellem de to klubber meget langt tilbage i historien.

Det er to nabogrevskaber der ikke ligefrem har haft et hjerteligt indbyrdes forhold i fortiden. Hovedbyerne Nottingham og Leicester i East Midlands var blandt de vigtigste i det middelalderlige England. Ethvert barn kender fortællingerne om den raske Robin Hood og hans fredløse følgesvende, og selv om historisk plausible bud på en autentisk Robin, ifølge historikeren David Pilling, kan findes blandt oprører-baronen Simon de Montforts tilhængere i 1200-tallet, så var det næppe i Sherwoodskoven, at denne slog sine folder. Videnskabeligt belæg kan man altså skyde en pil efter, men det har dog ingenlunde forhindret den mytiske symbiose mellem Robin og Nottingham. Grevskabet Nottinghamshire bærer stolt en stiliseret bueskytte i sit flag, og Forest har både navn og logo med associationer til den berømte fredløses jagtmarker.

Omtalte de Montfort var i øvrigt jarl af Leicestershire, som en række af middelalderens toneangivende feudalherrer, og det var på Bosworth Field uden for Leicester, at et af historiens mest berømte slag fandt sted. Den, fra Shakespeare så malerisk beskrevne, onde og hæslige kong Richard III, blev nedkæmpet og slået ihjel her i 1485, hvilket markerede enden på de såkaldte Rose-krige i England. Kongens jordiske rester blev fundet under en parkeringsplads i det centrale Leicester i 2012, hvor det, til almindelig forbløffelse blandt arkæologerne, viste sig at Richard var pukkelrygget og deform, præcist som Shakespeare havde portrætteret ham.

I begyndelsen af 1900-tallet udmøntede den ældgamle rivalisering mellem grevskaberne på fodboldbanerne. Leicester City blev stiftet i 1884 som Leicester Fosse. Navnet reflekterede hjemmebanebasen på Fosse Street. I 1891 flyttede man til Filbert Street, hvor man i Sportslørdag-epoken i 70’erne og 80’erne gjorde sig bemærket med et finurligt system med oppustelige presenninger, der kunne holde banen snefri, hvilket gjorde at der kunne afvikles kampe i Leicester, på lørdage hvor de danske tipskuponer ellers prægedes af aflysninger og tendenslodtrækning.

Klubben skiftede navn til det nuværende ”City” i 1919. Tilnavnet The Foxes har relation til byens våbenskjold. Siden 1970’erne har man afspillet klubsangen ”When you’re smiling” før hjemmekampene, men der har ikke altid været så meget at grine af. Bortset fra det sensationelle mesterskab i 2016, har Leicester historisk ført en elevatortilværelse mellem den bedste og næstbedste række, og faktisk har man rekord i at vinde den næstbedste (med 8 ”mesterskaber”).

Fine keepere og en krank skæbne

Igennem årene har Leicester kunnet præsentere en imponerende ”kongerække” af kompetente målmænd. Keepere som Gordon Banks, Peter Shilton, Mark Wallington og Kasper Schmeichel har optrådt i Leicesters dragt, foruden selvfølgelig den nuværende, talentfulde danske ankermand, Mads Hermansen. I tiden omkring 1912-13 kunne Leicester endda præsentere en vaskeægte olympisk guldvinder mellem stængerne. Han fik desværre en næsten lige så krank skæbne som den pukkelryggede og detroniserede Richard III.

Ronald Brebner stod på mål for England/Storbritannien, der besejrede Danmark med 4-2 i den olympiske finale i Stockholm i 1912. Brebner var tandlæge og spillede som amatør, og altså for sin fornøjelses skyld. Men i 1913 kom glæden til en brat ende.

Det var en trist, regnfuld og kold Boxing Day, den 26. december 1913. Leicester spillede uhyre skuffende og var bagud med 2-0 mod undertippede Lincoln. Brebner gjorde sit bedste og diskede op med flere gode redninger, men i flere situationer blev han sat under voldsomt fysisk pres, og havde vanskeligt ved at få clearet bolden efter nærgående situationer. 18 minutter før tid skete så katastrofen. Efter hvad Leicester Daily Post beskrev som et ”hot assault on the Leicester goal” kolliderede Brebner med modstanderforwarden Barrell, der mistede balancen og faldt tungt ned over keeperen. Publikum hørte et modbydeligt kvas og der gik et gys gennem lægterne. Brebner lå livløs og måtte bæres fra banen. På sidelinjen genvandt han bevidstheden, og han blev kørt til holdets hotel, hvor man konstaterede at han var ilde tilredt, men den tilkaldte læge kunne ikke konstatere brud på ribbenene. Avisen skrev at man desværre nok måtte se bort fra den dygtige og rutinerede målmand i en rum tid. Det kom til at passe.

I de følgende måneder var Brebner til stadighed mere og mere dårlig og utilpas. Han blev efterhånden permanent sengeliggende og måtte have konstant pleje. Da han ikke var gift, boede han hos sin bror i Chiswick. Ronald svævede efterhånden ind og ud af bevidsthed, og den 11. november 1914 udåndede han med sin bror og forældrene omkring sig. Havde hans indre kvæstelser været under behandling med moderne metoder, havde han utvivlsomt klaret sig.

Det skal lige nævnes, at Leicester i 1920’erne rådede over den dygtige landsholdsmålmand James Mitchell, der – tro det eller ej – altid spillede med briller.

Leicester mødte første gang naboerne fra Nottingham Forest i en FA Cup kamp i 1901. Den blev vundet af Forest med 5-1. Det blev værre for The Foxes i 1909, hvor Leicester fik klø med hele 12-0 på City Ground. Det nederlag var tungt at bære for hele Leicestershire, og de blåklædte rykkede da også ud af 1. division i den sæson.

Forest havde således overtaget i de tidlige indbyrdes konfrontationer. 

De Garibaldi-røde

Nottingham Forest er en af Englands og verdens ældste eksisterende professionelle klubber, stiftet så tidligt som i 1865. De røde spilledragter – såkaldt Garibaldi-røde – er en hyldest til 1800-tallets italienske frihedshelt af samme navn og dennes ”rødskjorter”. Man har spillet på City Ground siden 1898, og igennem årene har mange gæster berettet om en helt særlig intens og meget intim stemning på det gamle stadion.

Ligesom Leicester City har Forest ikke ligefrem væltet sig i sportslig succes gennem historien. En af blot to FA Cup triumfer kom i hus i 1959, hvor man ellers var kraftigt udfordret af skader i finaleopgøret mod Luton Town. Man blev tidligt i kampen decimeret med en skadet spiller, og til sidst måtte Forest krige en 2-1-sejr og trofæet hjem med blot 9 mand på banen. Der måtte ikke indsættes reserver.

Ellers skal vi frem til 1970’ernes anden halvdel, før Forest virkelig rørte på sig for alvor. Den legendariske manager Brian Clough gjorde – sammen med sin uundværlige assistent Peter Taylor – The Tricky Trees til en magtfaktor i engelsk fodbold. Som direkte oprykker fra 2. division gjorde Clough og Taylor Forest til engelsk mester i 1978 og Europa Cup vinder for mesterhold de følgende to år. Det skete med en velsmurt maskine af et metodisk og dygtigt formet mandskab, med egenudviklede spillere som John Robertson, Martin O’Neill og Viv Anderson, kombineret med profilerede indkøb i form af især Trevor Francis og Kenny Burns fra Birmingham City og landsholdskeeperen Peter Shilton fra Stoke.

Desværre gik venskabet og samarbejdet mellem d’herrer Clough og Taylor efterhånden i opløsning, og sidstnævnte forlod barndomsbyen Nottingham i 1982 for at blive manager i Derby. Det blev taget meget ilde op af Brian Clough, og de to kom aldrig siden på talefod. Peter Taylor blev imidlertid aldrig nogen succes som ”selvstændig” manager, mens Clough med tiden gik op i limningen med et eksorbitant alkoholforbrug. Den ikoniske og visionære manager blev fyret i Nottingham i 1993 midt i en sportslig deroute for klubben og en nedrykning, der medførte en ørkenvandring på næsten 30 år.

I 2022 rykkede Forest imidlertid op i PL, under ledelse af Steve Cooper, som altså nu har ansvaret for konkurrenterne (og oprykkerne) på King Power.

Med danske briller skal det blive interessant at se om Mads Hermansen kan stå distancen, og om Jannik Vestergaard får muligheden for at forsøge at tøjle New Zealands mest profilerede fodboldspiller gennem tiderne, Chris Wood. Der skal nok blive noget at se til for Victor Kristiansen over for den lynhurtige svensker, Anthony Elanga.

I de 109 indbyrdes opgør mellem de to kombattanter, er det – spøjst nok – blevet til præcis 41 sejre til hver gennem tiderne. 27 er endt uafgjort.