Grønbæk præsenteret i Premier League-klub
Albert Grønbæk har fået sin vilje og har forladt franske Rennes. I resten af sæsonen skal han spille i Premier League.
Den danske landsholdsspiller er nemlig blevet præsenteret i Premier League-klubben Southampton.
Her har han indgået en lejeaftale med den engelske klub, og kontrakten indeholder også en købsoption. Ifølge Tipsbladet lyder det beløb på 116 millioner kroner.
Læs også: Dansker skyld i bøde til Chelsea
Albert Grønbæk skiftede i sommerens transfervindue fra norske Bodø/Glimt til Rennes. Her etablerede han sig hurtigt som fast mand og strøg ind på det danske landshold.
Men i november fik den franske klub en ny cheftræner i form af Jorge Sampaoli. Han har praktiseret en anderledes taktik, og det har ikke bekommet danskeren.
Derfor meddelte han for nylig klubben, at han gerne ville væk, og nu er det altså sket.
Hos Southampton venter der en spillestil med fokus på boldbesiddelse. Det er noget, der passer den tidligere AGF-spiller rigtig godt.
Til gengæld kommer han også til et hold, der er i gigantiske problemer. Efter de første 22 runder har The Saints kun seks point i Premier League og ligger klart sidst.
Sæsonen ender med al sandsynlighed i en nedrykning for Ivan Juric’ mandskab. Det kan danskerens ankomst næppe ændre på.