Grønt lys: Luis Diaz klar til Liverpool-exit
Luis Diaz er åben for et skifte til FC Barcelona, og derudover har Liverpool åbnet døren på klem i forhold til et muligt salg.
Den 28-årige colombianer er stadig at finde på den samme kontrakt hos The Reds, som han skrev under på for tre år siden.
LÆS OGSÅ: Gustav Isaksen rygtes til topklub
Det betyder, at han tjener i underkanten af en halv million kroner om ugen, hvilket er en del under, hvad en spiller af hans kaliber i realiteten burde tjene.
Diaz og hans lejr higer angiveligt efter en forbedret kontrakt på Anfield, men Liverpool har forståeligt nok travlt med noget andet lige nu.
Sæsonen er ved at gå på hæld, og der venter en vigtig titelkamp forude, ligesom klubben også meget gerne vil have forlænget med Trent Alexander-Arnold, Virgil van Dijk og Mohamed Salah, før man koncentrerer sig om Diaz’ anliggende.
Trioen har som bekendt kontraktudløb om godt tre måneder, mens Ibrahima Konaté har udløb i sommeren 2026 og rygtes til blandt andre Paris Saint-Germain.
I en ny melding fra den normalt velinformerede transferjournalist Fabrizio Romano fortæller den italienske journalist, at Diaz’ fremtid fremover kan befinde sig i Barcelona.
– For Luis Diaz er det ikke garanteret, men det er en mulighed. Det er noget, der allerede er blevet diskuteret, fordi der var interesse fra Saudi-Arabien, og Luis Diaz valgte at blive i klubben. Men hvad så med Barcelona?
– Luis Diaz er en af de tre-fire navne, som FC Barcelona har på ønskelisten forud for sommerens transfervindue.
– Intet er faldet på plads, og intet er blevet diskuteret endnu, særligt fordi det på klubplan er for tidligt, og Barcelona vil tage sin tid, før den beslutter sig for, hvilken kantspiller, den gerne vil hente, og hvor meget der er til rådighed i form af budget og økonomisk fair play.
– Så for Barcelona er der stadig arbejde at gøre, før man kan pege på, hvilken spiller, der skal hentes, men Luis Diaz er på listen.
– Jeg har fået at vide, at Barcelona har et meget godt forhold til de folk, der er tæt på Diaz, og det er en meget god faktor. Jeg har også fået at vide, at Diaz er åben for en ny udfordring i Spanien, i dette tilfælde Barcelona.
– Det er meget spændende fodbold, en hurtig kvalitetsspiller med hans færdigheder kunne være absolut perfekt, så Diaz er fristet af denne mulighed.
– Men i øjeblikket er der ingen forhandlinger og stadig ingen direkte kontakt, og der er flere løsninger på tegnebrættet hos Barcelona.
– Men for Diaz er muligheden for at forlade Liverpool konkret, og interessen fra Saudi-Arabien er fortsat intakt. De ønskede ham i begyndelsen af januar, og det var i slutningen af december/begyndelsen af januar, hvor kontakten fandt sted. Spilleren besluttede sig for at blive, men Saudi-Arabien er stadig interesseret, fortæller Romano på sin YouTube-kanal.