Guardiola giver klar besked
Pep Guardiola er kommet med meget tydelig besked på baggrund af præstationerne i denne sæson hos Manchester City.
Den engelske storklub har vundet Premier League de seneste fire sæsoner, men i denne sæson kæmper klubben for blot at kvalificere sig til Champions League.
Til gengæld skal Manchester City deltage i VM for klubhold til sommer, og her er der rigtig, rigtig mange penge at hente.
Pep Guardiola mener dog ikke, at hverken spillerne eller trænerne i klubben har gjort sig fortjent til en bonus.
– Vi fortjener ikke en bonus denne sæson. Jeg ved ikke, hvor meget vi får, hvis vi vinder. Det er noget, der tilfalder klubben – ikke manageren, trænerstaben eller spillerne. Vi fortjener ikke en bonus, end ikke et ur, slår Pep Guardiola fast på fredagens pressemøde ifølge The Athletic.
I weekenden skal Manchester City forsøge at avancere til semifinalerne i FA Cuppen, men der venter en svær kamp mod Bournemouth.
Samtidig håber han også på at få den spanske stjernespiller Rodri tilbage fra sin alvorlige knæskade i denne sæson.
– Jeg ved det ikke. Jeg ønsker det, og jeg håber det. Det ville være fedt, hvis han kunne spille i morgen, men vi kan ikke træffe en forkert beslutning lige nu og opnå et tilbageskridt, siger Guardiola om Rodri, som nærmer sig et comeback.