Han er dyr, United: Her er Amorims frikøbsklausul
Det bliver ikke billigt for Manchester United at få fingrene i Ruben Amorim som ny manager.
Den 39-årige portugiser er blevet udset som afløseren for Erik ten Hag, som blev fyret tidligere mandag.
Manchester United har allerede været i forhandlinger med Sporting, og Amorim er efter sigende selv blevet enig med den engelske storklub.
Der er dog en pris, som Manchester United skal betale for at købe ham fri af kontrakten. Den resterer der nemlig næsten stadig to år af.
De første meldinger fra England gik på, at frikøbsklausulen lyder på 74 millioner kroner, men det passer tilsyneladende ikke.
For ifølge den velansete portugiske journalist Pedro Sepúlveda lyder frikøbsklausulen på 149 millioner kroner.
Manchester United skal dermed finde den store pung frem eller forhandle sig frem til et kompromis med Sporting.
I de næste dage bliver vi formentlig meget klogere på, hvad der kommer til at ske i sagen.