Her er Eriksen og Vestergaards spanske favoritspiller
Christian Eriksen, Jannik Vestergaard og resten af det danske landshold står snart over for Spanien.
Det sker, når europamestrene gæster Parken fredag.
I den anledning har Viaplay spurgt flere af landsholdsspillerne om, hvem der er deres favoritspiller fra Spanien gennemtiden.
Et spørgsmål, der er kommet interessante svar ud af.
Læs også: Ekspert blander sig: Havde hellere set denne landstræner
Blandt andet fra Christian Eriksen og Jannik Vestergaard, der begge har deres daglige gang i Premier League. Her repræsenterer de henholdsvis Manchester United og Leicester.
– Jeg var faktisk ret stor Real Madrid-fan, da jeg var barn, og havde et halstørklæde med en personlig hilsen fra Raul. Det var min absolutte yndlingsspiller i rigtig mange år, indtil Zidane (Zinedine, red.) kom til Real Madrid og lidt overtog. Men Raul var jeg stor fan af, lyder det fra Jannik Vestergaard.
Christian Eriksen vælger – modsat Jannik Vestergaard – en spiller, der faktisk for kun kort tid siden indstillede sin karriere.
– Fra min generation og lidt før, da man startede selv til fodbold, så må det næsten være en Iniesta. Men der er mange gode spanske spillere fra både tidligere og også fra nu, som godt kan spille fodbold, lyder det fra Christian Eriksen til Viaplay.
Danmark møder fredag Spanien i Parken. Tre dage senere gælder det Serbien i Leskovac.