Her er Manchester Uniteds modstander i Europa League
Manchester United er videre i årets Europa League.
Torsdagens hæsblæsende kvartfinale på Old Trafford endte således lykkeligt for Rúben Amorims mandskab, der til slut kunne juble over et samlet avancement.
Derfor er De Røde Djævle klar til semifinalerne i årets turnering – og det står nu klart, hvilket hold de skal møde.
Manchester Uniteds semifinalemodstander bliver spanske Athletic Bilbao. Ernesto Valverdes mandskab spillede sig således torsdag aften videre i turneringen ved at besejre skotske Rangers med 2-0.
Dermed skal Rúben Amorims mandskab møde et hold, der har været godt kørende i indeværende sæson. Udover at have nået Europa Leagues semifinaler, er Athletic Bilbao ligeledes med i toppen af La Liga. Her er man i skrivende stund nummer fire i tabellen.
Kun FC Barcelona, Real Madrid og Atlético Madrid har nemlig hentet flere La Liga-point end Athletic Bilbao i denne sæson.
Rúben Amorims Manchester United har omvendt haft en svær sæson i den hjemlige turnering. Lige nu skal man helt ned på Premier Leagues 14. plads for at finde De Røde Djævle.
Den næste kamp, der venter for Manchester United, er et møde med Wolverhampton i Premier League-regi.
Europa League-finalen, der altså får deltagelse af enten Manchester United eller Athletic Bilbao, spilles den 21. maj på Athletic Bilbaos sædvanlige hjemmebane, San Mamés.