Her er prisen, Real Madrid vil betale
Real Madrid har ifølge The Athletic henvendt sig til Liverpool.
De vil nemlig allerede nu have fingrene i Trent Alexander-Arnold, og det er de klar til at betale 20 millioner pund (cirka 175 millioner kroner) for. Det skriver The Telegraph.
Efter måneders spekulationer må Real Madrid nu officielt forhandle med den engelske back. For Alexander-Arnold er gået i gang med de sidste seks måneder af hans Liverpool-kontrakt. Det er endnu ikke lykkedes for Premier League-duksene at få forlænget med den 26-årige.
De 180 millioner skulle dog ikke få Liverpool til at overveje en tidlig transfer. Faktisk vil The Reds ikke overveje noget som helst beløb, da Alexander-Arnolds betydning i jagten på Premier League- og Champions League-succes vejer tungere.
The Telegraph bemærker, at Liverpool let vil kunne score de 175 millioner kroner i præmiepenge gennem titler.
Arne Slot skulle dog ikke have opgivet håbet om at beholde Alexander-Arnold, der gennem hele karrieren har været i Liverpool.
I slutningen af sidste uge berettede Diario AS, at Real Madrid og Alexander-Arnold er enige om en kontrakt, og at kun en underskrift fra englænderen mangler.
Det spanske medie skrev, at den engelske landsholdsspiller ”har én fod i Real Madrid” og fortsætter med at ignorere Liverpools tilbud om en forlængelse. Han vil Madrid, og spanierne skulle gøre klar til at fejre aftalen.
I den spanske hovedstad er Alexander-Arnold den oplagte afløser for den snart 33-årige Dani Carvajal. I veteranens skadesfravær har Lucas Vazquez måttet agere højreback, men han er ikke udset til at skulle være starter på sigt.
Læs også: – Han skal ikke spille for United igen