Her er Rúben Amorims reaktion på Uniteds vilde sejr
Rúben Amorims Manchester United er videre i årets Europa League.
Det står klart, efter at De Røde Djævle torsdag aften vandt over Lyon i en kamp, der fik en helt vild afslutning.
Nu er Manchester United klar til Europa Leagues semifinaler – og her venter der en vanskelig modstander.
Efter torsdagens kamp var det – ganske som ventet – en begejstret Rúben Amorim, der udtalte sig om opgøret.
Portugiseren betonede desuden, at Europa League er særdeles vigtig for hans mandskab.
– Jeg tror, det er derfor, vi kan lide sport så meget. Al den frustration, som en træner har i denne sæson, de dårlige øjeblikke.
– Når du har øjeblikke som dette, er det det hele værd.
– Men så afslutter du kampen, du falder ned, og så indser du, at vi har en kamp igen på søndag.
– Så må vi se, hvordan spillerne er, og om de er klar til at spille, for vi skal fokusere meget på Europa League, siger Rúben Amorim til Manchester Uniteds hjemmeside.
Christian Eriksen startede på bænken i torsdagens kamp. Den danske landsholdsstjerne blev dog skiftet ind i den forlængede spilletid, og efter kampen får han ros for sit indhop.
Rúben Amorims Manchester United har – hvis man ser bort fra Europa League – haft en vanskelig sæson. I Premier League skal man i skrivende stund helt ned på 14. pladsen for at finde De Røde Djævle. Derfor er det Europa League, der er Manchester Uniteds eneste tilbageværende mulighed for at triumfere i indeværende sæson.
Finalen i den prestigefyldte turnering spilles den 21. maj på San Mamés i Bilbao. Tiden vil vise, om det bliver med deltagelse af Rúben Amorims mandskab.