Her er sæsonens hold
Det er måske stadig lidt tidligt at udnævne sæsonens hold i Premier League, men ikke desto mindre vover jeg nu pelsen.
For på dette tidspunkt af sæsonen er jeg bare nødt til at lette på hatten for Nottingham Forest, der har gang i en utrolig sæson.
Før sæsonen gik i gang var der formentlig en del eksperter, der havde klubben til at være en del af nedrykningskampen – og det er da ikke så underligt.
For i sidste sæson var Nottingham Forest i overhængende fare for at rykke ned. Bevares, en pointstraf gjorde det ikke lettere.
Men Nuno Espirito Santo har formået at forvandle Nottingham Forest, for i 2024/25-sæsonen har det været et helt andet mandskab, der er gået på banen.
Nottingham Forest har været en samlet enhed, som har været virkelig svær at bryde ned, og det har Liverpool blandt andre fået at føle.
Chris Wood har taget mange overskrifter, men der har været rigtig mange positive historier på det mandskab, som ligger nummer tre i Premier League og har kurs mod Champions League næste sæson.
Derudover har Nottingham Forest også gjort sig fortjent til en tur på Wembley, for det udløser en plads i FA Cup-semifinalerne.
Alt i alt har det været meget imponerende af traditionsklubben, som derfor også er sæsonens hold i min bog.