Her er transfervinduets vindere
Transfervinduet er lukket i Premier League, og nu er det tid til at kigge på, hvem der er kommet ud som vindere.
Særligt mod slutningen af transfervinduet skete der en hel masse, og vi har prøvet at samle op på det hele her, hvor du kan se alle transfers foretaget denne vinter.
Transfervinduets vindere
Aston Villa
Et kæmpesalg af den unge reserveangriber Jhon Durán for mere end 570 millioner kroner har banet vejen for, at Bimringham-klubben har været i stand til at handle godt ind. Samtidig er Diego Carlos også blevet solgt til Fenerbahce for omtrent 75 millioner kroner, mens Jadon Philogene har indbragt knap 180 millioner kroner.
Med mere end 800 millioner kroner på bankbogen har Aston Villa købt Donyell Malen og Andrés Garcia, mens Marcus Rashford, Marco Asensio og Axel Disasi er blevet lejet. Det giver et meget imponerende transfervindue, hvor Unai Emery har fået en bedre trup på alle punkter. Aston Villa er en af transfervinduets store vindere.
Manchester City
Hold da helt, hvor er der blevet brugt mange penge hos Manchester City. Det ender med at blive omtrent 1,6 milliarder kroner brugt på nye spillere, men det har der også været råd til efter en række store salg de seneste år. Indkøbene kommer for sent, men nu har Pep Guardiola fået forynget og forstærket sin trup.
Stortalenter som Vitor Reis og Abdukodir Khusanov er spillere til fremtiden, mens Nico Gonzalez og Omar Marmoush skal styrke Manchester City per omgående, og det er nogle virkelige dygtige spillere, som The Cityzens har fået fingrene i.
Brighton
The Seagulls har gjort det igen. Der er blevet hentet en række meget, meget spændende talenter til klubben. Det ender også med, at Brighton er den klub, der har brugt næstflest penge på nye spillere i januar. Men der er også valuta for pengene.
Diego Gomez, Eiran Cashin og især Stefanos Tzimas ligner virkelig gode indkøb af Brighton-ledelsen, som har næse for at spotte talenter. Samtidig er der blevet holdt fast på de store profiler, som i stedet kan blive solgt til sommer for mange millioner.
Tottenham
Fansene hos Tottenham har været rygende utilfredse i løbet af transfervinduet, men i sidste ende må de være tilfredse med, hvordan det er gået. Der er kommet tre rigtig spændende spillere til klubben i form af Antonin Kinsky, Kevin Danso og Mathys.
De to sidstnævnte er lejet sæsonen ud, men Tottenham har allerede forpligtet sig til at købe Kevin Danso, mens der er en købsoption i aftalen med det franske stortalent. Med det in mente er The Lilywhites kommet rigtig godt ud af transfervinduet, hvor de også er en af vinderne.