- Højlund fortjener en chance til
Rasmus Højlund fortjener en chance til.
Så klar er meldigen fra Manchester Evening News.
Lokalavisen, der følger tæt med i begivenhedernes gang i Manchester United, har vanen tro sat deres forventede startopstilling til den kamp, der venter søndag aften.
Her skal De Røde Djævle en tur til King Power Stadium, hvor Rúben Amorim står ansigt til ansigt med Ruud van Nistelrooy, der var midlertidig manager på Old Trafford indtil Amorims indtog.
Til den kamp kommer Rasmus Højlund til at starte på banen, vurderer Manchester Evening News.
– Joshua Zirkzee og Alejandro Garnacho er nemme valg på de to 10’ere.
– Chido Obi vil være til rådighed igen efter at han ikke var spilleberettiget til kampen imod Real Sociedad, men Rasmus Hojlund (Højlund, red.) fortjener en chance til, efter at han så livlig ud i 4-1-sejren i Europa League, skriver Manchester Evening News.
Det er blevet til bare to Premier League-scoringer for Rasmus Højlund i denne sæson, hvor han ellers har spillet 23 kampe.
I den forgangne sæson lød Højlunds Premier League-måltotal på 10 scoringer i 30 kampe. Han har derfor travlt, hvis han skal nå samme niveau som sidste sæson.
Læs også: Real Madrid går all-in på Arsenal-stjerne
Mens det har været trægt med målscoringen i Premier League, har Højlund omvendt nettet fem gange i Europa League.
Hans seneste scoring faldt også i en Europa League-kamp. Det var tilbage i december, hvor han scorede to mål i sejren over tjekkiske Plzen.
Svær kamp venter efter Leicester
Efter søndagens møde med Leicester er det Nottingham Forest, der er den næstkommende modstander for Manchester United.
Den 1. april skal Rúben Amorims mandskab således en tur til City Ground, hvor Nuno Espírito Santos mandskab venter.
Nottingham Forest har været sæsonens helt store positive overraskelse i Premier League. Her er de i skrivende stund at finde på rækkens tredjeplads. Mens Manchester United har haft vanskeligt ved at få gang i Rasmus Højlunds målscoring, har Nottingham Forests 9’er, Chris Wood, scoret imponerende 18 mål i årets Premier League.