Højlund i United-exit: Sælges til discountpris
Rasmus Højlund kan forlade Manchester United til sommer.
Nu er der i hvert fald smidt et prisskilt på den til tider udskældte danske spydspids. Sådan lyder det fra det italienske medie Tuttomercatoweb.
Det har ikke været Manchester Uniteds sæson i Premier League, men i Europa League kan den engelske traditionsklub fortsat gå hele vejen. Det kræver dog, at de kommer forbi franske Lyon, som de spillede 2-2 med i det første kvartfinaleopgør.
Vinder de Europa League er United nemlig sikret sig adgang til europæisk fodbold i næste sæson.
Nu er spørgsmålet så bare, hvor vidt Rasmus Højlund er at finde på Old Trafford til den tid. Den 22-årige angriber har haft en udfordrende sæson med lange perioder uden scoringer. Tidligere på året brød den blonde dansker en målforbandelse, der varede i hele 22 timer og 19 minutter i Premier League-regi.
Men scoringer har generelt været et problem for Højlund, der kan være på vej væk til sommer.
Artiklen fortsætter efter billedet.

Så sent som fredag kom det frem, at en storklub allerede lurer på den danske landsholdsangriber, der for nyligt fik scoret i Nations League-kvartfinalen mod Portugal.
Her blev han matchvinder i det første opgør i Parken, hvor jubelscenen efterfølgende gik viralt.
Hvis andre klubber vil have fingrene i den tidligere Atalanta-angriber, så skal de grave relativt dybt i lommerne. Det forlyder nemlig, at Manchester United kun er villige til at lytte til bud på Rasmus Højlund, hvis det er i omegnen af 448 millioner kroner. Det beretter Tuttomercatoweb således.
De Røde Djævle skal i aktion mod Newcastle på St. James’ Park søndag aften, hvor der går meldinger om, at den danske kometangriber i form af 17-årige Chido Obi kan få en betydningsfuld rolle.