Højlund smidt på porten: United henter stjerne
Manchester United vil af med Rasmus Højlund.
Den 22-årige dansker scorede et mål, der sikrede Manchester United et enkelt point mod Bournemouth søndag eftermiddag, men ellers har der ikke været meget succes i denne sæson.
Derfor er han nu blevet sat til salg, skriver Teamtalk, og Manchester United har allerede udpeget, hvem der skal hentes ind.
De Røde Djævle vil nemlig ofre Højlund for at sikre sig Matheus Cunha, som man nu har budt på.
Den brasilianske landsholdsspiller ventes at blive sommerens første signing for Manchester United, mens det altså nu i stigende grad ser ud til, at Højlund forlader klubben fra Old Trafford.
Manchester United hentede Højlund i Atalanta i 2023 i en handel, der kan løbe op i 633 millioner kroner. Trods det store prisskilt, har han ikke levet op til forventningerne, og det er således blot blevet til 24 mål i 88 kampe.
Forud for Manchester Uniteds Premier League-opgør mod Bournemouth denne søndag, blev Rúben Amorim spurgt ind til klubbens angivelige jagt på Cunha.
– Jeg vil sige, at det er en samtale, der skal føres i afslutningen af sæsonen, men jeg har en klar idé, for vi er nødt til at gøre tingene tidligt i forløbet.
– Jeg vil ikke sige noget om Matheus, for hvis jeg siger noget én gang, så skal jeg kommentere på samtlige situationer. Jeg er fokuseret på denne sæson, og selv de næste par kampe kan ændre vores plan for næste sæson.
– Det er Manchester United. Det, som jeg føler, er, at der er mange spillere, der gerne vil spille for vores klub. Hvis du ser på vores klub i øjeblikket med alle de udfordringer og trænerskift, så ligner det et problem.
– Men vi har en klar idé, og det er den nemme del at forklare for en spiller. Det er Manchester United, og alle ønsker at spille for Manchester United, lød det fra Amorim.
Cunha har scoret 17 mål og leveret seks oplæg i 32 Wolves-kampe i denne sæson.
Læs flere nyheder om Manchester United her.
I videoen øverst i artiklen kan du se Rasmus Højlund score til 1-1 mod Bournemouth.
















