Hold da op: Så meget har Cristiano Ronaldo tjent i Saudi-Arabien
Det er lidt mere end et år siden, at Cristiano Ronaldo blev en ægte pioner og satte trenden med at skifte til Saudi-Arabien i gang.
Siden skulle stjerner som Neymar, Sadio Mané, Roberto Firmino, Karim Benzema, Jordan Henderson og Riyad Mahrez følge efter.
Ronaldos skifte til Al-Nassr blev gjort officielt den 30. december 2022. Måneden forinden havde han medvirket i et eksplosivt interview med TV-kendissen Piers Morgan som følge af et skænderi med Manchester Uniteds manager, Erik ten Hag.
Ifølge Marca skrev Ronaldo under på en kontrakt, der ville indbringe ham 177 millioner pund om året. Det svarer til knap 30 millioner kroner om ugen.
Nu er der gået 60 uger af Ronaldos ophold i det saudi-arabiske, og dermed har den portugisiske verdensstjerne tjent 1,8 milliarder kroner alene i løn.
Foruden en god lønpose til sig selv, mener Ronaldo også, at niveauet er steget drastisk i den saudiske Pro League, siden han trådte til.
– For at være ærlig, mener jeg ikke, at den saudiske liga er dårligere end den franske liga (Ligue 1, red.). I den franske liga har man to-tre hold med et højt niveau.
– I Saudi-Arabien mener jeg, at det er mere kompetitivt. De kan sige, hvad de vil. Det er bare min holdning, og jeg har spillet der i et år, så jeg ved, hvad jeg taler om. Men jeg mener, at vi lige nu er bedre end den franske liga, og vi kan fortsat forbedre os, sagde Cristiano Ronaldo i forbindelse med Globe Soccer Awards sidste år.
Læs de seneste nyheder fra Premier League her.