Hvad så, City?: Så mange millioner koster Marmoush
Eintracht Frankfurt kræver tæt på 600 millioner kroner for Omar Marmoush.
Det skriver Sky Sports-journalisten Florian Plettenberg på X.
Ifølge Plettenberg er tyskerne blevet fortalt, at Manchester City allerede nu vil købe den skarpe angriber. Der skulle dog endnu ikke være nogen forhandlinger i gang mellem klubberne.
De engelske mestre håber at kunne erhverve sig egypteren for tættere på 400 millioner kroner. Det samme håber spillerens lejr angiveligt, at prisen vil blive. Om Marmoush så også er interesseret i lige præcis Manchester City melder historien intet om.
Tirsdag formiddag kunne The Telegraph fortælle, at Manchester City presser på for at købe Marmoush denne januar.
Den egyptiske stjernespiller, som har storspillet i Bundesligaen denne sæson, er udset som en offensiv forstærkning. Han kan således både spille helt fremme og lige bag angriberen.
Her blev den 25-årige Eintracht Frankfurt-spiller meldt at koste omkring 450 millioner kroner, men ifølge Plettenberg er den pris altså noget højere.
Planen var egentlig, at Eintracht Frankfurt først ville sælge skarpretteren til sommer. Klubben er på tredjepladsen i Bundesligaen og nummer fem i Europa League. Derfor er der store perspektiver for tyskerne.
Med 13 kasser og syv oplæg alene i Bundesligaen har Marmoush haft en stor andel i det.
Der har også været meldinger om, at City har sendt Marmoush en kontrakt.