
Ikke Messi eller Ronaldo: Willian udpeger verdens bedste nogensinde
Når snakken går på, hvem der er verdens bedste fodboldspiller nogensinde, vil mange nok pege på enten Lionel Messi eller Cristiano Ronaldo.
De to spillere har i adskillige år scoret mål på samlebånd og vundet massevis af trofæer og individuelle priser.
Det er dog ikke alle, der mener, at Messi eller Ronaldo topper listen, når den bedste fodboldspiller nogensinde skal udpeges.
Chelseas Willian mener nemlig, at en legendarisk brasilianer fortjener det prædikat:
– Ronaldinho er verdens bedste nogensinde. Bedre end Messi og Ronaldo, udtaler han ifølge Daily Mirror.
– Messi og Ronaldo scorer mål, men det, Ronaldinho gjorde, var utroligt. Han var fantastisk på banen og scorede også mål.
– Hvis han havde holdt niveauet et par år, ville han have vundet mange flere Ballon d'Or's.
Ronaldinho havde sin storhedstid i midten af 00'erne, da han tørnede ud for FC Barcelona, men efterfølgende gik karrieren i stå for brasilianeren, der lagde støvlerne på hylden i 2018.