Inden Ugarte: United med ny signing
18-årige Sékou Koné skriver formentlig i dag under på en aftale med Manchester United.
Sådan er meldingen fra Fussball.News-journalisten Christopher Michel. Ifølge Michel gennemgår teenageren i dag et lægetjek, hvorefter kontrakten vil falde på plads.
Det er en uge siden, at flere medier meldte om et Koné-skifte til Manchester United, der angiveligt har slået RB Salzburg, Liverpool samt flere andre Premier League-klubber i kampen om den defensive midtbanespiller.
Koné kommer fra Guidars FC i hjemlandet Mali. Klubben står til at modtage en sum omkring 10 millioner danske kroner foruden potentielle bonusser.
Koné viste sit potentiale ved sidste års U17-VM, hvor Mali nåede semifinalen. Ifølge Planet Football har lokale medier sammenlignet Koné med en ung Yaya Toure.
Det forventes, at den 18-årige vil starte på Uniteds U21-mandskab.
United skulle også være ganske tæt på at kunne præsentere Manuel Ugarte.