Jan Mølby ser stor mulighed for Mikkel Damsgaard
Mikkel Damsgaard har taget Brentford og Premier League med storm i denne sæson, og han har også imponeret Jan Mølby.
Viaplay-eksperten har ligesom alle os andre kunnet se, hvordan Mikkel Damsgaard har været Brentfords bedste spiller i denne sæson.
Den danske landsholdsspiller har leveret otte assists i Premier League, hvor han er blandt de mest assisterende spillere.
Samtidig er han også blevet kåret til månedens spiller i Brentford de seneste fire måneder, og hvis man spørger Jan Mølby, som Tipsbladet har gjort, har Mikkel Damsgaard niveauet til mere end danskerklubben.
– Jeg synes helt klart, at Damsgaard har talentet til at prøve sig selv af i en større klub. Om det lykkes, det ved jeg ikke, men hvis vi går bare seks eller ni måneder tilbage, så var der vel ikke mange i fodboldverdenen, der troede på Damsgaard.
– Kasper Hjulmand troede selvfølgelig på ham, og det gjorde Thomas Frank også, men alle andre tænkte, at Premier League var for meget for ham.
– Jeg tror, der er flere store klubber, hvor han vil passe fint ind. Vi må virkelig tage hatten af for, at Damsgaard er kommet tilbage til sit bedste niveau, siger Jan Mølby til Tipsbladet.
Læs også: Thomas Frank udpeger verdens bedste
Det er ikke længe siden, at den danske midtbanekreatør forlængede sin kontrakt med Brentford til sommeren 2030. Her er han nu den bedst lønnede spiller i klubben.