Jeg er skuffet over Salah, siger Liverpool-legende
Mohamed Salah er den helt store historie i og omkring Liverpool lige nu.
Egypteren gør det fremragende på banen, hvor han gang på gang er kampafgørende.
Uden for banen går snakken dog på Salahs kontraktsituation, der i den grad er uafklaret.
Søndag fortalte egypteren åbent, at han føler, at han er mere ude end inde af Liverpool.
Læs også: – Jeg er ikke i tvivl om, at han forlænger sin kontrakt
Men det skulle Salah ikke have sagt, mener Jamie Carragher.
– Jeg må sige, at jeg er meget skuffet over Mohamed Salah.
– Liverpool har Real Madrid i midtugen (I Champions League, red.) og Manchester City i weekenden (I Premier League, red.). Det er historien lige nu.
– Hvis han fortsætter med at komme med kommentarer, og hans agent sender kryptiske beskeder, er det egoistisk. Det er at tænke på dem selv og ikke fodboldklubben, siger Jamie Carragher til Sky Sport’s Monday Night Football ifølge BBC Sport.
Mohamed Salah kom til Liverpool fra Roma i 2017.
Lige siden ankomsten til Anfield har han været en af Liverpools mest toneangivende profiler, og den stil har egypteren i den grad fortsat i denne sæson.
Onsdag skal han i aktion igen, når Real Madrid gæster Anfield i Champions League.