Joachim Andersen kan lande stort skifte
Joachim Andersen kan lande et stort skifte.
Selvom danskeren tilsluttede sig sin nuværende klub, Fulham, i sommerens transfervindue, hvor han forlod Crystal Palace, så kan et nyt skifte være under opsejling.
LÆS OGSÅ: Kræver United-legende fyret
Det skriver La Gazzetta dello Sport ifølge Tuttomercatoweb.
Den store italienske sportsavis mener at vide, at Juventus har placeret danskeren på sin ønskeliste. Her er også Tottenhams Radu Dragusin at finde, lyder det.
Juventus’ sportsdirektør, Cristiano Giuntoli, er blevet udstyret med en opgave om at finde en midtstopper i det kommende transfervindue, efter at Gleison Bremer er løbet ind i en skade, som holder ham ude for den resterende del af sæsonen.
Uden den brasilianske forsvarsspiller i sin bagkæde, har Juventus haft besvær ved at holde buret rent, men det lykkedes dog i lørdagens kamp mod Udinese, som blev besejret med 2-0.
Fremover skal problemet dog løses, og her er Joachim Andersen altså angiveligt favorit til at lande et skifte til Il Bianconeri.
Den danske midtstopper har et væld af erfaring fra flere ligaer, heriblandt den italienske Serie A, hvor han repræsenterede Sampdoria i perioden fra 2017 til 2019.
Dragusin er også en mulighed, og han kender ligeledes til Serie A, efter at han har prøvet kræfter med både Genoa og Salernitana i støvlelandet inden sit skifte til Tottenham.
Derudover figurerer Milan Skriniar og Leo Ortiz som alternative løsninger, hvis Den Gamle Dame ikke formår at lande hverken Joachim Andersen eller Radu Dragusin.
I denne sæson har danskeren kun spillet seks kampe for Fulham, som han skiftede til for 224 millioner kroner i sommerens transfervindue.
Danskerens kontrakt med The Cottagers løber frem til sommeren 2029, så Juventus må være indstillet på, at Fulham befinder sig i en stærk forhandlingsposition.
LÆS OGSÅ: Vild fortid: Amorim fik ét års karantæne
Det lyder dog i samme ombæring, at Joachim Andersen er den mest økonomisk tilgængelige profil af de spillere, som er på klubbens ønskeliste. Det skyldes, at Fulham er åbne overfor at udleje danskeren, og at han bærer rundt på en mindre lønpose end de øvrige omtalte spillere.