Julián Álvarez til Liverpool? Nu reagerer Atlético Madrid
Julián Álvarez er blevet kædet sammen med et skifte til Premier League-førerholdet fra Liverpool flere gange.
Nu tager sportsdirektøren i Atlético Madrid, Carlos Busero, bladet fra munden og forholder sig til transferrygterne.
Den 25-årige Julián Álvarez har været en absolut profil for Atlético Madrid, hvor han skiftede til i sommeren 2024 fra Manchester City.
I denne sæson har argentineren for alvor fundet fodfæste i klubben fra den spanske hovedstad, hvor det er blevet til imponerende 23 scoringer i 44 kampe.
LÆS OGSÅ: Afsløring: Virgil van Dijk modtager kæmpe tilbud
Tilbage i sommeren 2024 var Álvarez desuden øverst på ønskelisten hos Liverpool, der dog ikke fik held til at hente den fleksible angriber. Men på det seneste har der så igen floreret rygter om, at Merseyside-klubben er ude efter ham til denne sommer.
Men det kan Arne Slot & co. glemme alt om, hvis det står til sportsdirektøren Carlos Busero.
– Snakken om, at Liverpool vil afgive et officielt tilbud om at hente vores spiller Julián Álvarez, er forkert. Det er bare rygter, der cirkulerer rundt i medierne, understreger Carlos Busero ifølge lokalmediet Liverpool Echo.
– Álvarez er en central og vigtig spiller i vores klub, og vi har ingen intentioner om at lade ham gå. Spilleren ved ikke en gang noget om disse rygter, siger sportsdirektøren således.
LÆS OGSÅ: Christian Eriksen løfter sløret for fremtidsplanerne
Samtidigt er offensivspilleren en vigtig figur på det argentinske landshold, hvor han har optrådt 42 gange med 11 scoringer til følge.
Øverst i artiklen kan du se højdepunkterne fra Madrid-derbyet mellem Atlético Madrid og Real Madrid, da de tørnede sammen i Champions Leagues ottendedelsfinale. Her trak Los Blancos det længste strå.