Annonce
Annonce
Annonce
Annonce
Annonce

KARAKTERBOG: Dumpekarakter til én - tre danskere i top

Af Morten Bruun Jørgensen
20.06.2024 Kl. 19:52

Danmark – England 1-1 (1-1)
0-1, Harry Kane (18′)
1-1, Morten Hjulmand (34′)

Karakterskala
1: Dumpet
2: Under middel
3: Middel
4: Over middel
5: Fremragende
6: Ekstraordinært

Danmark

Kasper Schmeichel: 3 – Risikabel bold op i banen til Morten Hjulmand i første halvleg, der kunne have kostet. Tøvede ved et par indgreb, og ved Phil Fodens stolpeskud så han langsom ud. Præcisionen i afleveringerne sad heller ikke helt i skabet, men leverede en god redning på Ollie Watkins’ forsøg.

Joakim Mæhle: 3 – Blev rykket over på venstre back i anden halvleg, og der havde han store problemer over for Bukayo Saka. Motoren fejlede ikke noget, og generelt slap han ok fra opgøret. Det kan sagtens give genvalg mod Serbien.

Joachim Andersen: 5 – I duellerne med Harry Kane var han virkelig stærk. Han var også redningsmand et par gange, hvor holdkammeraterne lavede afleveringsfejl.

Jannik Vestergaard: 4 – Et par enkelte smuttere var der fra Vestergaard, som spillede centralt. Han løste opgaven mod Harry Kane ret godt.

Andreas Christensen: 5 – Man må bare tage hatten af for Barcelona-spilleren, som ikke gør det sværere, end det er. Han er sikker i alt, hvad han foretager sig, og han satte ikke mange fødder forkert over for de engelske offensivspillere.

Victor Kristiansen: 1 – Det var en aften lige til glemmebogen. Meget uopmærksom ved 1-0-scoringen, hvor Kyle Walker snød ham. Det var pivringe. Offensivt bidrog han ikke med meget. Blev pillet ud i anden halvleg efter at være blevet kørt rundt af Bukayo Saka.

Pierre-Emile Højbjerg: 6 – Engelske journalister efterpurgte en type som Højbjerg på det engelske landshold efter første halvleg. Forståeligt, for Tottenham-spilleren var forrygende. Han vandt alle sine dueller og skilte sig pænt af med bolden. Danmarks bedste.

Morten Hjulmand: 3 – Han startede skidt med at tabe bolden og lave flere fejl, men han fik virkelig spillet sig op. Målet var fænomenalt, men han voksede også ind i opgaven på midtbanen. Satte sig igennem fysisk især, men mod slutningen begyndte han igen at lave fejl.

Christian Eriksen: 3 – Uden bold var Eriksen ikke meget værd på Danmark, og med bolden var han også langt fra så god som mod Slovenien. Der var glimt af gode momenter fra den danske kreatør.

Rasmus Højlund: 2 – Manchester United-angriberen havde en meget svær kamp i forreste geled. Han tabte sine dueller mod englænderne og var ganske anonym. Det har været en sløj indledning på slutrunden. Ét mål i de seneste ti landskampe er bekymrende.

Jonas Wind: 3 – Kombinerede godt med de øvrige danskere, og derudover leverede han også en stærk arbejdsindsats i den lille time, han fik på banen. Wind ligner bestemt også en starter i den sidste gruppekamp efter to ganske fine kampe.

Indskiftere

Alexander Bah: 2 – Defensivt havde han styr på sagerne, mens han offensivt tøvede alt for længe, da han fik en gylden mulighed for at spille bolden på tværs. Det kunne have afgjort kampen. Ærgerligt.

Mikkel Damsgaard: 4 – Meget involveret i spillet med bolden efter sin indskiftning. Forsøgte sig også med et langskud, der havde kvalitet.

Yussuf Poulsen: 3 – Leverede, hvad man kunne forvente. Han arbejdede hårdt uden at komme frem til noget.

Andreas Skov Olsen: UB – Spillede for lidt til at få en bedømmelse.

Christian Nørgaard: UB – Spillede for lidt til at få en bedømmelse.

Seneste nyt

Annonce
Annonce
Annonce
Annonce