Kenneth Perez langer ud efter danske spillere
Kæmpe skuffelse.
Sådan kan man vist bedst beskrive Danmarks nederlag på 2-0 mod Nordirland i Belfast.
I studiet hos TV 2 var der også bred enighed hos eksperterne om, at det var en dårlig dansk præstation, og især Kenneth Perez lagde som sædvanlig ikke fingre imellem, da han skulle analysere kampen.
– Du har lige tabt 2-0 til et hold, der stort set kun har spillere fra det tredjebedste niveau i England. Det må simpelthen ikke ske for din ære for at spille for et dansk landshold, sagde Perez.
– Næsten lige meget, om du har været i byen tre dage i streg og har fejret den her kvalifikation, så kan du ikke tabe til spillere, der stort set alle sammen spiller på det tredjebedste niveau eller lavere.
– Nu, når vi skal til at spille fodbold, er Danmark altså ikke specielt gode. Der er virkelig meget at skulle arbejde med for at levere en god figur til EM.
– Jeg vil næsten sætte spørgsmålstegn ved alle sammen inklusive træneren.
Det danske landshold havde sikret sig førstepladsen i gruppespillet og EM-billetten før kampen mod Nordirland.
Der er lodtrækning til EM-slutrunden i Tyskland den 2. december i Hamborg. Her vil Danmark være i andet seedningslag.
TOPHISTORIER LIGE NU