Fodboldhistoriker og forfatter Michael Kjærbøl har kigget på en af Premier League-rundens kommende kampe. Dette er tredje og sidste del i en artikelserie.

LÆS FØRSTE DEL: KJÆRBØLS OPTAKT: Legendariske ikke-briter

LÆS ANDEN DEL: KJÆRBØLS OPTAKT: Den største kamp mellem City og Spurs

I mange år var det kun udlændinge som i forvejen havde fast ophold og bopæl i England der kunne komme på tale som professionelle aktører i engelsk fodbold. Det var for eksempel tilfældet med de chilenske Robledo-brødre, hvis fantastiske fortælling faktisk er en af ”40 Fantastiske fortællinger fra fodboldens moderland”, i min nye bog af samme navn. Og det var også tilfældet med keeperen Bert Trautmann, der opholdt sig i England af helt særegne årsager. 

Bernhard ”Bert” Trautmann var elitesoldat i de tyske faldskærmstropper under 2. Verdenskrig, og han faldt i britisk fangenskab på vestfronten i 1945, hvorefter han blev placeret i en fangelejr i Lancashire. 

Efter krigens afslutning gik Bert til hånde på en gård, og han giftede sig med en engelsk kvinde, stiftede familie og optrådte som målmand i en mindre amatørklub. Det gjorde han så godt, at Manchester City fik nys om en tysk keeper der var nærmest umulig at passere. Trautmann fik kontrakt på Maine Road i 1949 og afløste Frank Swift, der dengang almindeligvis regnedes som verdens bedste mellem stængerne. 

Det var IKKE populært i England, at City således præsenterede en tysk ex-soldat på deres mandskab, ovenikøbet en tidligere læderhals der havde meldt sig frivilligt til krigstjeneste for Det Tredje Rige og havde optjent stor hæder og flere distinktioner. Trautmann blev lagt for had og buhet ud på samtlige stadions. Især var opgørene på White Hart Lane mod Tottenham problematiske. Spurs’ mange jødiske fans følte sig kraftigt provokeret af den tyske tilstedeværelse. 

Men på Maine Road lærte hjemmetilhængerne meget hurtigt at sætte pris på deres ankermands lynhurtige reflekser og vovemodige aktioner. Med tiden fik Bert det engelske publikums respekt og beundring. Den forhenværende feldwebel var fænomenal. 

Trautmanns ry steg til legendestatus, da han i 1956 førte City til FA Cup triumf med en 3-1-sejr i finalen over Birmingham City. Det var vanskeligt ikke at sammenligne Bert med keeperen i den anden mål-ende, nemlig den engelske landsholdsmålmand, Gil Merrick. Trautmann var klasser bedre end konkurrenten.  

I anden halvleg gik der et gys igennem lægterne. Trautmann kolliderede voldsomt med Birminghamforwarden Peter Murphy og lå livløs på græsset. Tililende hjælpere fik hanket op i den halvt bevidstløse målmand. Der måtte ikke indsættes reserver, så det var et aldeles kampafgørende moment. Bert slingrede imidlertid ind på kassen og fortsatte. Med adskillige feberredninger afholdt han Birmingham fra at reducere i slutfasen, blandt andet klarede han en friløber til føromtalte Murphy med et tigerspring. Bagefter viste det sig, til almindelig forbløffelse, at Trautmann havde fuldført kampen med en brækket nakke. Datidens fodboldspillere stak ikke op for bollemælk. 

Bert trak sig først fra den aktive karriere efter mere end 500 ligakampe for Manchester City, som næsten 41-årig i 1964. I privatlivet havde han ikke samme medgang som på fodboldbanen. Få måneder efter FA Cup triumfen i dét der bagefter blev kaldt ”The Trautmann Final”, blev hans femårige søn dræbt i en trafikulykke. Ægteskabet holdt ikke til det tragiske tab, og i mange år rejste Trautmann verden rundt i forskellige mere eller mindre obskure trænerjobs.  

Han bosatte sig i Spanien og døde i 2013.  

Læs også: PL-profil får syv spilledages karantæne