Kun Jan Mølby er bedre end Mohamed Salah
Jan Mølby er den eneste spiller i Liverpools historie, der kan prale med at være bedre end Mohamed Salah til én ting.
For den tidligere danske fodboldspiller var forrygende til at sparke straffespark, mens han spillede for Liverpool.
I løbet af sin karriere i Liverpool, der strakte sig fra 1985 til 1995, scorede han på hele 42 ud af 45 straffespark. Det svarer til en udnyttelsesprocent på 93,3.
Dermed er Jan Mølby også den eneste, der har en højere udnyttelsesprocent fra de 11 meter i Liverpool-historien end Mohamed Salah.
Den egyptiske stjerne har scoret på 44 ud af sine 52 forsøg fra pletten, og det giver en udnyttelsesprocent på 84,6.
Han nærmer sig også Steven Gerrards klubrekord for flest mål på straffespark. Midtbanelegenden scorede 47 gange på straffespark, hvor han nettede på 82,5 procent af sine forsøg.
The Athletic har sat Jan Mølby stævne for at analysere på Mohamed Salahs evner til at sparke straffespark.
– Man ønsker ikke at lyde arrogant, men det gik mig aldrig på at sparke straffespark, og jeg tror, det er det samme med Mo.
– Han ikke vente med at gå frem. Jeg tror ikke, at der er nogen tvivl i hans sind. Lad os få det gjort. Det handler om at elske det ansvar, der følger med, siger Jan Mølby til mediet.
Hele 20 procent af Mohamed Salahs straffespark bliver sendt mod højre hjørne i målet, og det er dermed hans absolutte favoritsted at sparke.
– Tilløbet er altid det samme. Det sker med en stor vinkel. Det eneste, der ændrer sig, er hvor han beslutter sig for at sparke.
– Det er vigtigt at give så lidt væk som muligt, og han er blevet rigtig god til at gemme, hvor bolden havner, siger Jan Mølby også.
Læs også: Mads Hermansen skriver historie
Mohamed Salah har scoret på sine seneste ti straffespark i Premier League.