Landstræner fyret efter skuffende resultater
Svenske Håkon Ericson er færdig som landstræner for Færøerne.
Det færøske fodboldforbund har annonceret, at den 64-årige svensker er blevet fyret på baggrund af de seneste kampe.
Færøerne har ikke vundet en eneste af de første fire kampe i Nations League mod Letland, Armenien eller Nordmakedonien. Tre af kampene er endt uafgjort, mens Letland slog Færøerne på udebane.
Læs også: Solskjær kan alligevel blive landstræner
Det har fået dråben til at flyde over for det færøske fodboldforbund, som har taget konsekvensen af den aktuelle sidsteplads.
– Under disse omstændigheder har vi vurderet, at det er nødvendigt at få noget frisk blod ind på vores landshold, siger Christian Andreasen, præsident for FSF.
I første omgang er det Eydun Klakstein og Atli Gregersen, som står i spidsen for U21-landsholdet, som får ansvaret i de kommende to Nations League-kampe.
Hvis Færøerne slutter sidst i sin pulje, vil landet rykke ned i D-rækken i Nations League. Det kan betyde, at modstanderne fremover bliver lande som Andorra og San Marino.