Legende til Højlund: Stop det!
Manchester United-legenden Rio Ferdinand har forklaret, hvorfor han mener, at Rasmus Højlund har store problemer foran mål for De Røde Djævle.
Højlund har haft en svær sæson indtil videre, hvor det blot er blevet til to mål i 20 Premier League-kampe.
LÆS OGSÅ: United-fans raser: Nu skal han sælges!
Den danske angriber har ikke scoret i de seneste 16 kampe, eftersom hans seneste scoring fandt sted i Europa League-kampen mod tjekkiske Viktoria Plzen i december.
Og Ferdinand mener, at Rasmus Højlund bør ændre sin tilgang til spillet, hvis præstationerne skal forbedres.
– Han har helt klart mistet selvtillid. De har ikke et stort antal løsninger der heller.
– En af de ting med Højlund, som jeg bliver frustreret over, når jeg ser ham, er, at han altid forsøger at bekrige forsvarsspillerne og skabe kontakt.
– Nogle gange skal man frigøre sig selv fra kontakten, så når man har nogen, der kommer imod sig, så er det nemmere at tage bolden og komme i de rum, hvor man kan påvirke spillet, mellem stolperne og i feltet, siger Ferdinand ifølge Daily Mail.
Amad Diallo er ude for resten af sæsonen, mens klubben mistede Antony og Marcus Rashford i vintervinduet, hvorfor klubben efterhånden er tyndt besat i angrebet.
Den tidligere Everton-angriber Duncan Ferguson kom også med sit input.
– Angriberne er nødt til at løbe væk fra bolden. Hvis de fortsætter med at løbe hen mod den, kommer de ikke til at score.
– De er nødt til at løbe væk fra bolden og få sig selv i positioner, hvor de kan score mål. Manchester United er nødt til at skabe flere chancer, lød det fra Ferguson.